Socialisering
Den primære socialisering i familien handler om, at familien opdrager barnet, så det får nogle holdninger, værdier og normer, der vil påvirke det igennem livet. Der er forskellige måder, sådan en opdragelse kan fungere på.
Den autoritære opdragelsesform er, når forældrene giver barnet nogle klare regler, som det skal indordne sig efter. Der er ikke nogen diskussion om reglerne – forældrene bestemmer, og barnet makker ret. Der er ikke så mange familier i dagens samfund, som benytter sig af den autoritære opdragelsesform.
I den demokratiske opdragelsesform opstiller forældrene også regler for barnet, men her gør man mere ud af at tale om reglerne og lytte til barnet, hvis det har noget, det er utilfreds med.
Hvis forældrene derimod mener, at det er bedst for barnet, hvis det selv opstiller reglerne, så er der tale om den iagttagende opdragelsesform. Her har man at gøre med nogle forældre, der tror på, at det er godt, hvis barnet gør sig sine egne erfaringer. Derfor lader de også i høj grad barnet bestemme selv.
Det betyder dog ikke, at forældrene ikke bekymrer sig om sit barn. Men de er af den overbevisning, at det er bedre for barnet selv at bestemme, end at de giver det en masse regler.
Hvis forældrene derimod ikke fokuserer særlig meget på barnet og lader det være meget alene, fordi forældrene bruger tiden på andre ting, så er der tale om opdragelsesformen “forsømmelighedens laissez faire”. Her laver barnet ikke sine egne regler, fordi forældrene mener, at det er bedst for barnet. Det skyldes simpelthen bare, at forældrene har andre ting, de hellere vil bruge tid på.
Forsømmelighedens laissez faire er sjældent godt for barnet, da det vil føle, at forældrene ikke har interesse i det. Det er også sjældent en opdragelsesform, som forældre bevidst vælger, men nogle forældre har bare ikke overskuddet til at passe sit barn af forskellige årsager.
De senere år er man begyndt at tale om en helt ny opdragelsesform kaldet “curlingforældre”. Navnet er inspireret af sporten, hvor man kaster en ting (kaldet “en sten” i sporten”) over isen, som så skal ramme ind i et felt. For at få den til at ramme ind i feltet, fejer nogle af deltagerne is væk fra banen, så den kan glide nemmere.
Sådan gør curlingforældre med deres børn i virkeligheden. De forsøger at feje alle forhindringer væk, så barnet kan have det så let som muligt. Det skyldes for det meste, at forældrene jo vil det bedste for deres barn.
Men det kan betyde, at barnet ikke lærer at stå på egne ben. Derfor er mange eksperter også ude at advare om curlingforældrenes opdragelse.
Ekstraopgave 1 - Det traditionelle, moderne og senmoderne samfund
Det traditionelle, moderne og senmoderne samfund
Når man taler om, at familetypen har udviklet sig og så videre, så skyldes det, at samfundet har ændret sig. Her taler man om det traditionelle, moderne og nu senmoderne samfund. Prøv at google begreberne for at se hvad de hver især dækker over.
Ekstraopgave 2 - Opdragelse i Danmark
Opdragelse i Danmark
Prøv at google ting som “opdragelse”, “forældreopdragelse” og “opdragelse af børn”. Der er garanteret et hav af artikler med eksperter, der udtaler sig om opdragelse. Kan du finde noget, de er enige om, eller har de hver deres holdning?
Ekstraopgave 3 - Familietyper
Familietyper
Level 2 introducerede dig for nogle forskellige familietyper. Det er dog langt fra alle de familietyper, man taler om. Prøv at tage en hurtig tur rundt på google og find ud af hvilke andre familietyper, man taler om. Vi kan give dig to af dem: Svingdørsfamilien og teamfamilien.
Hovedpointer:
(1) Den autoritære opdragelsesform handler om, at forældrene giver barnet nogle regler.
(2) Den demokratiske opdragelsesform handler om, at barnet og forældrene bliver enige om nogle regler i fællesskab.
(3) Den iagttagende opdragelsesform handler om, at forældrene mener, at det er bedst for barnet, hvis det står på egne ben, og derfor laver de så få regler som muligt.
(4) Opdragelsesformen kaldet “forsømmeligheds laissez faire” handler om, at forældrene fokuserer på andre ting end at opdrage barnet.
(5) Curlingforældre er forældre, som forsøger at fjerne alle forhindringer for deres børn ved at klare forhindringerne for dem.
Centrale begreber:
Den autoritære opdragelsesform
Den demokratiske opdragelsesform
Den iagttagende opdragelsesform
Forsømmeligheds laissez faire
Curlingforældre
Klassediskussion 5
Fordele og ulemper
Hvilke fordele og ulemper kan der være ved de forskellige opdragelsesformer?
Klassediskussion 6
Er opdragelse et bevidst valg?
Tror I, at forældre tager et bevidst valg om, hvordan de vil opdrage deres børn, eller er det mere bare noget, de finder ud af undervejs?
Klassediskussion 7
Hvad ville I selv vælge?
Hvilken måde foretrækker I, at jeres forældre opdrager jer på? Prøv eventuelt også at overveje hvordan I selv ville gøre, hvis I skulle opdrage et barn.