Privatøkonomi og forbrugeradfærd

Du går lige ned til kebabmanden og køber en lækker falafel. “Det bliver 20 kroner”, siger han. Du tager pungen op af lommen og betaler ham. Forestil dig, hvis hver kebabmand i stedet krævede noget forskelligt for en falafel.

Den ene ville have en pizza som betaling, en anden ville have at du arbejdede for ham i en time og en tredje krævede at han kunne låne din mobil i ti minutter. Så ville det godt nok blive besværligt at købe en falafel!

Heldigvis er det ikke tilfældet. I stedet kræver alle det samme for deres falafel – nemlig penge. Sådan fungerer samfundet i dag. Der er en form for penge, der fungerer som et byttemiddel. Hvis du har penge, kan du veksle det til varer eller ydelser (som at gå til frisøren), og alle er enige om, hvor meget penge er værd. Der er ikke nogen, som i ramme alvor vil forsøge at overbevise dig om, at de vil have 300 kr. for en mælk.

 

For at penge kan fungere som et byttemiddel, skal der gælde tre ting:

  • De skal være anerkendt som byttemiddel i samfundet.
  • Der skal være en begrænset mængde.
  • Alle skal være enige om deres værdi.

Hvis borgerne ikke anerkender pengene som byttemiddel, så er det et elendigt byttemiddel. Forestil dig en samtale mellem en køber og en sælger:

Køber: “Jeg vil gerne have den trøje. Og jeg vil give 50 kroner for den.”
Sælger: “Jeg tager ikke imod kroner. De er ikke noget værd.”

Det går ikke. Derfor kræver penge, at alle er enige om at tillægge dem en værdi. Hvis ikke, så er der jo ingen, der gider tage imod dem.

Der skal også være en begrænset mængde. Hvis der bare blev produceret danske kroner hele tiden, så ville hver enkelt krone ikke være noget værd. Det er kun, fordi der er en begrænset mængde penge i omløb, at vi kan sige “Okay, en falafel er 20 kroner værd”.

Sidst men ikke mindst er det afgørende, at vi alle er enige om pengenes værdi. Hvis nogle borgere mener, at 70 øre er mere end rigeligt at betale for et cafébesøg, mens andre mener, at det i hvert fald bør koste 1.000 kroner, så kan vi ikke bruge pengene til at handle med hinanden. Forklaringen er ret ligetil: Hvis folk opfatter pengenes værdi så forskelligt, er de ikke i stand til at bruge dem som byttemiddel mellem hinanden.

 

Penge har ikke altid eksisteret. Inden man opfandt penge som byttemiddel, gjorde man i stedet brug af det, man kalder en bytteøkonomi. I en bytteøkonomi har man ikke penge. Man bytter bare direkte vare for vare.

Forestil dig, at du er taget en tur til det fiktive land Habuatu, som har en bytteøkonomi. Du går ned ad den store shopping-gade, da du ser en trøje i en butik, som bare ville se så meget bedre ud på dig, end den gør på den mannequinen.

Når du går ind for at tjekke prisen, står der, at den koster fire pizzaer. Du fortæller butikken, at du altså ikke har fire pizzaer på dig lige nu. De forklarer dig, at personen, der har lavet trøjen, kun er interesseret i pizzaer og derfor ikke vil bytte den for andet end pizza.

I en bytteøkonomi kan man kun købe noget af en person, hvis man selv har en vare, som personen er interesseret i. Ellers gider han jo ikke bytte med dig!

Hovedpointer:

(1) Penge fungerer som et byttemiddel i et samfund.

(2) Penge fungerer kun, hvis folk anerkender, at de har en værdi, hvis alle er nogenlunde enige om deres værdi og hvis der er en begrænset mængde.

(3) I en bytteøkonomi bruger man ikke penge. I stedet bytter man bare vare med vare.

Centrale begreber:

Penge

Bytteøkonomi