Privatøkonomi og forbrugeradfærd

Penge giver en fantistisk fleksibilitet i et samfund. For at forstå hvorfor det er tilfældet, kan det hjælpe at forstå forholdet mellem producenter (firmaer) og forbrugere (arbejdere) ud fra det, man kalder penge- og varekredsløbet.

Varekredsløbet beskriver, hvordan forbrugere yder et stykke arbejde for producenter, så der kan produceres varer. Til gengæld giver producenterne nogle varer til arbejderen. På den måde belønnes arbejderens indsats, og alle får det, de har brug for.  

Varekredsløbet for sig selv kan dog være ret problematisk. Går man så hjem hver dag med elpærer, mad og toiletpapir som betaling for sit arbejde? Og endnu mere problematisk – hvad nu hvis producenten ikke har særlig gode varer at tilbyde? Hvis du arbejder som læge for et sygehus, kan du ende med at blive betalt i gratis lægehjælp – det er jo sådan set den eneste vare, de har at tilbyde.

 

Derfor indeholder økonomien også pengekredsløbet, som er en udvidelse af varekredsløbet. I stedet for at blive betalt i varer, så bliver arbejderens løn udbetalt i penge. Og i stedet for at producenten giver sine varer til gengæld for arbejde, så kan folk gå ud og købe varerne med pengene, de har fået i løn.

Når man kombinerer penge- og varekredsløbet, så fungerer økonomien altså ved at:

  • Borgere arbejder for producenter, så der produceres varer.
  • Som betaling for arbejdet, giver producenterne en løn til deres arbejdere i form af penge.
  • Borgerne bruger pengene, de får i løn, på at betale for varer i samfundet.
  • Producenterne får penge for deres varer, som de kan give deres arbejdere i løn.

Penge- og varekredsløbet illustrerer, hvordan penge giver en fleksibilitet i samfundet. Når man som forbruger får en løn fra sin arbejdsplads i form af penge, kan man nemlig gå ud og bruge den løn på alverdens varer fra forskellige firmaer.

Penge betyder, at man som læge kan få sin løn i penge, som alle anerkender som byttemiddel. Derfor kan lægen også gå ud og veksle sin løn til de varer, hun har brug for. Det kan eksempelvis være dagligvarer eller måske et nyt hus.

Producenterne, der sælger dagligvarerne eller huset, får så penge, som de kan betale deres arbejdere med. Det kan være, at de arbejdere så betaler lægen for at hjælpe dem af med en sygdom.

På den måde forbinder penge alle samfundets forskellige dele ved at fungere som et byttemiddel, vi alle sammen gør brug af.

Hovedpointer:

(1) Man kan forstå forholdet mellem producent og forbruger ud fra penge- og varekredsløbet.

(2) Varekredsløbet beskriver, hvordan forbrugere arbejder for producenter. Til gengæld får de varer af producenterne.

(3) Pengekredsløbet beskriver, hvordan forbrugeren i stedet for at blive betalt i varer bliver betalt i penge, mens virksomheder ikke giver deres varer i løn men til gengæld for penge.

(4) Pengekredsløbet er en udvidelse af varekredsløbet, som giver fleksibilitet i et samfund.

Centrale begreber:

Varekredsløbet

Pengekredsløbet

Penge- og varekredsløbet