Privatøkonomi og forbrugeradfærd
Man kan skelne mellem to typer af penge: Varepenge og fiat penge (også kaldet papirpenge). Begge typer fungerer som byttemiddel i samfundet. Forskellen ligger i pengenes selvstændige værdi.
Varepenge er penge, som har en selvstændig værdi. Det vil sige, at varepenge ikke kun får en værdi, fordi de bliver et anerkendt byttemiddel, men derimod har en værdi ligegyldigt hvad, fordi de er en vare, som folk gerne vil have.
Varepenge er blevet brugt hyppigt gennem historien. Det skyldes, at de ikke er afhængige af tillid. Når folk modtager den specifikke varer som penge, gør de det, fordi de ved, at den ikke kan miste sin værdi. Ligegyldigt hvad, så kan de bytte den videre til en anden person, fordi den har en brugsværdi (den kan faktisk noget).
Varepenge fungerer dog stadig efter princippet om, at alle skal anerkende den som byttemiddel. Ellers er der bare tale om en bytteøkonomi.
Fiat penge har – modsat varepenge – ingen værdi udover den, de opnår som byttemiddel. Det er typisk kontanter, så som den danske krone, der udgør fiat penge. Her er der tale om fiat penge, da kontanter ikke har anden værdi end den, vi borgere tillægger dem som byttemiddel – hvad i alverden kan man gøre med en 100-kronseddel udover at betale med den?
Fiat penge får altså deres værdi, udelukkende fordi folk har vedtaget, at de skal have en værdi. I Danmark er vi alle blevet enige om, at de der små papirsedler, vi render rundt med i lommen, faktisk har en værdi.
Fiat penge vedtages dog ikke bare af folk. Det er penge, som staten udnævner til at have en værdi. Det fungerer typisk ved, at staten fortæller sin befolkning, at nu er det den her type penge, vi handler med – eksempelvis kronen. Så trykker staten en mængde penge, fastsætter værdien og fordeler dem ud i samfundet, hvor de kan fungere som byttemiddel med fastsat værdi.
Der er både fordele og ulemper ved varepenge og fiat penge. Varepenge er ofte ikke særlig praktiske. De fleste varer – fx bæverpelse og cigaretter – holder ikke evigt, og dermed mister de værdi over tid, samtidig med at de fylder en del.
Hvis man gerne vil spare op til sin pension, er det lidt problematisk at skulle gemme på bæverpelse i flere årtier – specielt hvis man så på pensionsdagen finder ud af, at de er rådnet!
Fiat penge har ikke det problem. Til gengæld så er fiat penge afhængige af, at der er tillid til staten. Hvis ikke der er tillid til, at staten kan håndtere mængden af fiat penge ordenligt, eller at staten er korrupt – eller måske bare uduelig – så kan det være, at befolkningen ikke vil acceptere de fiat penge, staten uddeler. Fiat penge er derfor afhængige af tillid.
De er til gengæld mere praktiske og billigere at producere end varepenge!
Ekstraopgave 1 - Repræsentative penge
Repræsentative penge
Man taler faktisk også om en tredje type penge, nemlig repræsentative penge. Prøv at se om du kan finde ud af, hvad den type penge er. “Representative money” hedder de på engelsk.
Ekstraopgave 2 - Guldstandarden
Guldstandarden
Hvad dækker begrebet “guldstandarden” over?
Ekstraopgave 3 - Bitcoin
Bitcoin
Noget af det allermest omtalte den seneste tid er den berømte bitcoin. Hvis du ikke allerede er bekendt med bitcoinen, så prøv lige at undersøge hvad det er for et koncept. Derefter overvej: Er bitcoin en type penge? Hvis ja, hvilken? Hvis nej, hvad er det så?
Hovedpointer:
(1) Varepenge er penge, som har en værdi i sig selv, og ikke kun fordi de er et byttemiddel.
(2) Fiat penge har værdi, udelukkende fordi staten har udnævnt dem til at have værdi.
(3) Varepenge kan være upraktiske men kræver til gengæld ikke tillid.
(4) Fiat penge er praktiske og billige at producere men kræver, at der er tillid til staten.
Centrale begreber:
Varepenge
Fiat penge
Papirpenge
Klassediskussion 5
Varepenge i Danmark?
Ville det være bedre, hvis man i Danmark brugte varepenge?
Klassediskussion 6
Hvor ville varepenge være gode?
Kan I komme med nogle eksempler på lande, hvor varepenge ville være en god idé? Hvad skal der egentlig til for, at varepenge er et fornuftigt valg (hvis det nogensinde er det)?
Klassediskussion 7
Begge dele?
Kan et land både have varepenge og fiat penge?