International politik
V erden ændrede sig markant med 2. verdenskrigs afslutning. Da krigen begyndte, havde der været mange stærke lande, heriblandt England og Tyskland. Da krigen sluttede, lå Europa i ruiner, og der stod to store “supermagter” tilbage: USA og Sovjetunionen.
Efter år med massedød, koncentrationslejre og tæppebombninger var jordens vigtigste lande nødt til at skabe en fornyet tro på en fredfyldt og retfærdig verden. De tre ældre herrer siddende herover (Winston Churchill – Storbritannien; Franklin D. Roosevelt – USA; og Josef Stalin – Sovjetunionen) besluttede at oprette de Forenede Nationer i 1945. FN, som det blev forkortet, skulle være en international organisation, som kunne være mødested for alle verdens lande, og hvor de største magter skulle kunne forsøge at undgå en ny forfærdelig krig.
USA og Sovjetunionen stolede dog ikke på, at de kunne finde fælles aftaler på alle områder. De europæiske lande havde desperat brug for hjælp udefra til at genopbygge deres lande, og USA og Sovjetunionen kom med vidt forskellige idéer til, hvordan de samfund skulle bygges.
USA fik allieret sig med den vestlige del af Europa og Sovjetunionen med den østlige. Hver især oprettede de militære alliancer. Sovjetunionens alliance hed Warszawa-pagten og USA’s alliance hed NATO (North Atlantic Treaty Organization).
Hurtigt begyndte de vesteuropæiske lande at opfatte sig selv som en del af “Vesten” sammen med blandt andet USA. NATO var Vestens forsvarsværk mod Sovjetunionen.
I Europa kom det aldrig til åben krig mellem NATO og Warszawa-pagten, og derfor kaldes perioden ‘Den Kolde Krig’. Perioden varede indtil 1991, hvor Sovjetunionen brød sammen og Warszawa-pagten opløst, men NATO er stadig en vigtig organisation i dag.
Om FN eller NATO skal have mest ære for den lange fredsperiode er ikke til at afgøre. FN sikrede kommunikation og dialog, og NATO sørgede for et benhårdt forsvar, og begge dele var meget vigtigt for at bevare freden.
Hovedpointer:
(1) Efter 2. verdenskrig lå Europa i ruiner, og kun USA og Sovjetunionen stod tilbage som såkaldte “supermagter”.
(2) For at sikre fred og retfærdighed i verden blev FN oprettet i 1945.
(3) Gennem FN kunne verdens lande mødes og diskutere vigtige spørgsmål, så krig forhåbentlig kunne undgås.
(4) USA og Sovjetunionen skabte dog også hver deres militæralliance, henholdsvis NATO og Warszawa-pagten.
(5) Med Sovjetunionens sammenbrud forsvandt Warszawa-pagten også, men NATO er stadig en vigtig organisation den dag i dag.
Centrale begreber:
2. verdenskrig
FN
NATO
Warszawa-pagten
Marshall-hjælpen
Den Kolde Krig
Klassediskussion 1
Ruiner
Hvorfor mon USA og Sovjetunionen havde interesse i Europa, hvis kontinentet lå i ruiner?
Klassediskussion 2
Fred
Hvordan kan militærstyrke sikre fred? Hvordan kan dialog og kommunikation?