Et individ er betegnelsen for det enkelte menneske. Som individer er vi alle sammen forskellige. Det kan godt være, at to personer begge går ned til bageren og køber en lækker spandauer for bagefter at sætte sig ned i sofaen og se “Game of Thrones”, mens at de hver især holder deres forlovede i hånden. Men det gør ikke de to personer ens. 

Alle individer er forskellige grundet deres livshistorie, holdninger, valg de har truffet i livet og meget andet. I løbet af hele vores liv bliver vi formet til det individ, som vi er den dag i dag.

Din identitet er alt det, der gør dig til dig. Det handler om alt fra dit tøjvalg, dine drømme for fremtiden og din yndlingssanger til dine holdninger til verden, hvem du omgås med og hvor du kommer fra. 

Derfor kan man heller ikke sige til dig, at du på tre linjer skal skrive, hvad din identitet er. Din identitet er jo alt om dig! Den skabes af alle de valg, du træffer i løbet af dit liv.

Identitet skabes dog ikke kun af dine valg. Den er også et resultat af ting, du ikke kan kontrollere. Dette kaldes dine levevilkår og handler om de begrænsninger og muligheder, som du er givet igennem dine omgivelser.

Det kan være, at du lever i et samfund, hvor man ikke giver gratis uddannelse. Det gør det i hvert fald sværere – for nogle umuligt – at få en uddannelse. Sådan kan levevilkårene påvirke individer igennem livet. 

Igennem et liv forandrer vi os dog som personer. Det er sjældent, at man som gammel går op i Disneyfilm, selvom det bare var toppen af poppen, da man var barn. Men de færreste ville alligevel sige, at de er blevet en anden person. Man er jo stadig sig selv, er man ikke?

Det er et svært spørgsmål, og det handler jo i sidste ende om, hvorvidt vores identitet er den samme igennem hele livet, eller om den ændrer sig undervejs. Er der noget inde i os, som aldrig ændrer sig, og som altid vil gøre os til os?

Der er ikke noget godt svar – forskere er heller ikke enige! Men det er en interessant ting at tænke over.

Hovedpointer:

(1) Et individ er betegnelsen for det enkelte menneske.

(2) Identiteten er alt det, der definerer os som individ. 

(3) Levevilkår beskriver de begrænsninger og muligheder, som samfundet giver individet. 

Centrale begreber:

Identitet

Levevilkår