Privatøkonomi og forbrugeradfærd

Det kan virke ret ligetil. Du går ned i supermarkedet, fordi du mangler ris. Du går op til kassen med en pose ris, betaler de 12,5 kr. den koster og så går du hjem. Umiddelbart er der foregået en overførsel af penge mellem dig og supermarkedet – og kun mellem dig og supermarkedet.

Det er dog ikke tilfældet. Der er faktisk en tredje part involveret. Nogle af de penge, du betaler til supermarkedet, går nemlig ikke til supermarkedet men derimod til staten. 

I virkeligheden sælger supermarkedet sin pose ris til 10 kr. – så løber det rundt for firmaet. Men de er nødt til at øge prisen med 25%, så de ekstra penge kan betales til staten. Det koncept kalder man moms, og det fungerer altså ved, at alle varers pris øges med 25 %, så det kan betales til staten.  

Staten tjener ikke kun penge på forbrugere igennem moms. Der findes også andre måder, at staten tjener på borgernes forbrug. Hvor momsen er på 25% for alle varer i Danmark, så findes der også afgifter, som gælder specifikke produkter.

Afgifter har to formål:

  1. Staten tjener penge på dem.
  2. De kan påvirke forbrugernes adfærd.

Staten tjener penge på afgifter på samme måde som ved moms: Prisen på et produkt bliver dyrere, og noget af prisen tilfalder så staten. Afgifter kan samtidig påvirke forbrugernes adfærd, for hvis man gør det dyrere at købe et bestemt produkt, er der formentlig færre personer, der har lyst til at forbruge produktet.

Ofte har en afgift begge formål.

 

Moms og afgifter kan beskrives som en indirekte skat, da staten får penge fra forbrugerne men ikke direkte fra forbruger til stat.

I virkeligheden betaler man et beløb til firmaet, der sælger varen, og firmaet sørger så for, at staten får den del af beløbet, som den har krav på. Derfor mærker man heller ikke som forbruger, at man betaler skatten – der står jo ikke noget sted på prisskiltet, at x kr. går til staten.

Momsen er det, man kalder en flad skat i Danmark. Vi betaler alle sammen 25% ekstra, når vi køber varer uanset vores indkomst. Hvad angår afgifter, er særligt “grønne afgifter” blevet populære i flere lande de seneste årtier. Grønne afgifter er afgifter, der er rettet mod varer, som skader klimaet og miljøet. CO2-afgiften og ejerafgiften er begge eksempler på grønne afgifter.

Hovedpointer:

(1) Moms er en skat på varer. I Danmark er momsen 25%, hvilket betyder, at alle varepriser øges med 25%, fordi det skal betales til staten.

(2) En afgift er rettet mod en specifik vare. Staten kræver en ekstra betaling for forbrug af varen, hvilket får prisen på varen til at stige.

(3) Moms og afgifter kan ses som indirekte skatter.

(4) Grønne afgifter er afgifter specifikt rettet mod miljøforurenende varer.

Centrale begreber:

Moms

Afgifter

Grønne afgifter