Socialisering
En gruppe er et fællesskab, som flere mennesker er en del af. Når man ser på grupper, er de dog meget forskellige. Det skyldes, at der eksisterer nogle forskellige normer i grupper. Normer er et ord for uskrevne regler, som folk godt kender til.
Det kan være, at en gruppe af venner har det sådan, at det ikke er pænt at prale. Så vil gruppens medlemmer forsøge at lade være med det, da det opfattes som upassende. Det kan også være, at nogle venner altid afbryder hinanden, når de er sammen. Så er det en gruppe, hvor normen er, at det er okay at afbryde.
Hvis man er i en gruppe, og man ikke overholder normerne, så vil resten af gruppens medlemmer ofte bliver sure på personen eller have mindre lyst til at have ham eller hende med i gruppen.
Som person har man forskellige roller i de forskellige grupper, man er medlem af. Netop fordi normerne i grupperne er forskellige, så tilpasser man sig som person, afhængigt af hvilken gruppe man befinder sig i.
Når du er sammen med din familie til en stor familiefødselsdag, taler du eksempelvis anderledes, end du gør sammen med vennerne, når I hænger ud. Det skyldes, at der er forskellige forventninger til, hvordan man opfører sig de to steder.
I tætte grupper hvor man kender hinanden, opstår der også ofte forventninger til, hvordan gruppens medlemmer opfører sig. Hvis nu en af dem i gruppen altid er den, som siger noget sjovt, så begynder gruppens medlemmer også at forvente, at hun altid siger noget sjovt. De forventer, at hun spiller den rolle.
Gruppepres – altså hvor en gruppe tvinger en person til at gøre noget – kan foregå bevidst og ubevidst.
Det kan være, at en person plejer at være den, der laver det meste i et grupparbejde. Hvis nu personen så en dag ikke gider laver det meste, så spørger de andre måske “hvorfor dog ikke?” og bliver lidt fornærmede. Det gør de, fordi personen bryder med den rolle, som hun plejer at have.
Og det kan være, de gør det uden at vide, at de faktisk lægger et pres på personen. I gruppen lå der bare en mekanik, hvor man forventede det, fordi sådan plejer det at være. Så er det ubevidst gruppepres.
Det kan også være mere generelt i en gruppe, at der er nogle normer, som man forventer, at alle medlemmerne overholder. En vennegruppe har måske en uskreven regel om, at man skiftes til at have vennerne ovre. Nu har en fra gruppen så ikke lige lyst til lægge hus til i dag, selvom det er “hans tur”. Men han gør det alligevel, fordi de andre siger, at det er hans tur. Så lægger de bevidst pres på ham.
Hovedpointer:
(1) Som person indtager man forskellige roller i forskellige grupper.
(2) Hver gruppe har nogle normer, som gør, at personerne i gruppen opfører sig på en bestemt måde.
(3) Gruppepres handler om, at en person føler sig tvunget til at gøre noget, fordi gruppen forventer.
(4) Gruppepres kan både ske ubevidst og bevidst i en gruppe.
Centrale begreber:
Roller
Gruppepres
Klassediskussion 3
Typiske roller
Kan I nævne nogle roller, som vi alle sammen spiller en gang imellem – er der nogle typiske roller?
Bonusspørgsmål: Hvilke roller spiller I selv?
Klassediskussion 4
Gruppepres
Hvordan mon man som person slipper ud af et gruppepres? Og hvordan opdager man som gruppe, hvis man presser en person ubevidst?