Idagens samfund har vi en medietype, som slet ikke fandtes for bare 30 år siden. Du er formentlig bekendt med fænomenet – ja du bruger formentlig den type medier ret ofte. Der er naturligvis tale om de berømte ‘sociale medier’. 

Sociale medier er platforme på nettet, hvor brugere nemt kan dele indhold med hinanden så som billeder, opslag, links og kommentarer. En af de største forskelle på sociale medier og såkaldte ‘traditionelle medier’ (radio, TV, avis osv.) er den måde, information og budskaber afsendes/modtages. Hos traditionelle medier er kommunikationen oftest meget ensidig: informationen går fra mediet til læsere/seere/lyttere.

På sociale medier er kommunikationen derimod langt mere fri, og brugere kan både modtage og afsende information og budskaber. Forestil dig en person som har sin egen vlog på YouTube. Han er både afsender og modtager, da han i sin vlog kommunikerer ud til folk, mens folk i kommentarfeltet kan kommunikere tilbage til ham. 

Det er ikke kun ved forholdet mellem afsender og modtager, at sociale og traditionelle medier er forskellige. De adskiller sig også i forhold til:

  • Skribenter: Hos traditionelle medier er det typisk journalister, der producerer indholdet. På sociale medier har alle brugere mulighed for at lave indhold, som modtages af andre.
  • Finansiering: Traditionelle medier er afhængige af en indkomst. Det kan være penge fra staten, betaling fra deres brugere eller ved salg af annoncer. Hos traditionelle medier får medarbejderne nemlig løn, hvilket kræver, at mediet tjener penge. Modsat er det de færreste på sociale medier, som modtager penge for at skrive. 
  • Adgang: For at få adgang til traditionelle medier skal man som bruger ofte betale. Aviser koster penge, tv-kanaler er ikke gratis og selv et medie som DR betaler man indirekte til igennem den medielicens, borgerne betaler til staten. På sociale medier er indholdet derimod oftest gratis og fuldt tilgængeligt.

Sociale medier har som platform åbnet op for en kommunikationsform, som traditionelle medier ikke har kunnet tilbyde. Det har givet almindelige borgere mulighed for at deltage i informationsudvekslingen i samfundet, da alle kan ytre sig igennem opslag, kommentarer, likes osv. 

Den nye kommunikationsform er dog ikke uden ulemper. Mange brugere på de sociale medier går nemlig relativt ukritisk til værks, når de er på de sociale medier. Da alle borgere samtidig har muligheden for at bringe information og budskaber på sociale medier, kan det være svært at være sikker på, at den information, man får, er korrekt. Hvis brugerne ikke forholder sig kritisk, kan det føre til, at de får usand information. 

Hovedpointer:

(1) Sociale medier er platforme på nettet, hvor brugere nemt kan dele indhold med hinanden.

(2) Traditionelle medier er medier som TV, radio og aviser.

(3) Sociale medier adskiller sig fra traditionelle medier, da kommunikationen ikke er ensidig. Brugere på sociale medier optræder både som afsendere og modtagere.

(4) Sociale medier og traditionelle medier adskiller sig også ift. hvem, der producerer indholdet, hvordan mediet finansieres og hvordan man får adgang til mediet.

(5) Folk er ofte ret ukritiske, når de begår sig på sociale medier, hvilket nemt kan føre til, at de modtager usand information.

Centrale begreber:

Sociale medier