Noget af det, der gør EU specielt ift. andre internationale organisationer, er den status, som EU-lovgivning har. Der gælder nemlig det særlige, at EU-love overtrumfer national lovgivning. Man siger, at EU-retten har ‘forrang’.

Rent praktisk vil det sige, at hvis man i EU eksempelvis beslutter, at bierne skal udryddes i alle medlemslande, mens at vi i Danmark har en lov, der freder bierne, så vil EU-loven gøre den danske lovgivning overflødig. Danmark vil altså også være tvunget til at udrydde bierne, fordi EU-lovgivning står højere end national lovgivning.

Grunden til EU-loves forrang er, at alle medlemslande har accepteret, at EU kan lave love på nogle specifikke områder, når de melder sig ind i EU. Det kalder man EU’s kompetenceområder: De områder som EU har indflydelse på.

Igennem historien er EU’s kompetenceområder blevet udvidet til at dække flere ting, men når det sker, er det med enighed fra alle medlemslandene. EU-lovgivning overtrumfer altså dansk lovgivning på de områder, som Danmark og de andre EU-lande har givet EU lov til at lovgive på.

EU-lovgivning kan komme i forskellige former. De to vigtigste former for EU-lovgivning er forordninger og direktiver.

En forordning er en lov, som man vedtager i EU, og som automatisk bliver gældende i alle medlemslandene. Hvert enkelt medlemsland skal altså ikke skrive loven ind i deres nationale lovgivning – forordningen bliver med det samme gældende. Et eksempel på en forordning kunne være, hvis EU vedtog en forordning om, at fremover må der ikke sælges knallerter. Så ville den straks være gældende i alle lande, og knallertsalg ville være forbudt (det er heldigvis ikke sket!).

Et direktiv er derimod et fastsat mål, som er bindene for alle medlemslandene, men hvor midlerne til at opnå målet kan vælges frit af de enkelte medlemslande. Det kan eksempelvis være, hvis man i EU bliver enige om, at alle medlemslande skal mindske deres CO2-udledning med 20 %. Så må landene selv bestemme, hvordan de vil gøre dette, og hvilke love de vil indføre for at nå målet.

Hvor direktiver altså er et fastsat mål med frihed hos medlemslandene til, hvordan de vil indfri det mål, så er forordninger love, som automatisk er gældende i alle medlemslandene.

Hvis Danmark eller et andet medlemsland ikke overholder EU-lovgivning, så tages sagen typisk op i EU-Domstolen. Hvis man her vurderer, at landet ikke opfylder EU-lovgivning, vil EU-Domstolen lade det pågældende land vide, hvad de skal gøre for at rette ind over for lovgivningen øjeblikkeligt. Hvis landet ikke efterfølger EU-Domstolens krav, vil der blive udskrevet en bøde til landet – og de bøder er bestemt ikke i samme størrelse, som når man mangler en billet i toget!

Det sker med jævne mellemrum, at et land ikke overholder EU-lovgivning. Det kan eksempelvis være, at et land simpelthen ikke er enig i den pågældende lov og derfor forsøger at indføre loven så lidt som muligt – eller slet ikke. Men det resulterer dog sjældent i bøder. Oftest vil en dom fra EU-Domstolen få et medlemsland til at rette ind.

I Danmark sker det endda sjældent, at det når hele vejen til EU-Domstolen. Hvis det tyder på, at der vil blive rejst en sag angående Danmark og manglende efterlevelse af EU-lovgivning, så tilpasser Danmark sig typisk lovgivningen, inden at sagen bliver rejst hos EU-Domstolen. I andre lande så som Spanien venter man ofte på en dom fra EU-Domstolen, før man retter ind. På den måde er der forskellige traditioner i forskellige lande. Nogle foretrækker at undgå at blive dømt, mens andre ikke har noget imod det.