M an kan let komme til at spørge sig selv: Hvorfor har vi kommuner og regioner i Danmark? Ville det ikke være lettere, hvis alle opgaver bare var statens ansvar? Man kan forklare deres eksistens med to ord: Nærdemokrati og syndebukke.

I Danmark har vi en lang tradition for, at beslutninger, der er vigtige for den enkelte borger, skal tages så tæt på vedkommende som muligt. Dette princip kaldes for nærdemokrati. Skal der helst laves nye veje i Randers, eller skal den lokale musikskole have flere penge? Spørgsmål som disse er vigtigst for dem, der bor i byen og kommunen, og det giver ikke så meget mening, hvis borgere fra resten af landet skal have indflydelse på beslutningen.

De 5 danske regioner og hvor mange mio. mennesker der bor i dem.

Udover argumentet for nærdemokrati så har kommunerne og regionerne også en særlig rolle for politikerne på Christiansborg: De er gode til at tage skyld. Især regionerne er ofte under heftig beskydning, når sygehusene ikke præsterer lige så godt, som borgerne og politikerne ønsker. Her er det en fordel for regeringen i staten, at de ikke får al kritikken selv men kan pege på regionernes ansvar.

Selvom kommunerne og regionerne har det politiske ansvar for deres områder, så er deres økonomi styret relativt stramt fra statens side. Hvert forår forhandler regeringen, Kommunernes Landsforening (alle 98 kommuners fælles organisation) og Danske Regioner (regioners organisation) en rammeaftale.

Rammeaftalen sætter eksempelvis retningslinjer for, hvor mange udgifter kommunerne må have på bestemte områder. Kommunerne og regionerne står for ca. 70% af de samlede offentlige udgifter, så der er tale om mange penge!

Som en del af de årlige forhandlinger udregnes også ‘bloktilskuddet’. Bloktilskuddet er en ordning, der sørger for, at der bliver overført penge fra de rige kommuner til de fattige kommuner. På den måde bliver der udlignet i økonomien på tværs af landet.