O pdelingen mellem stat, kommuner og regioner kan umiddelbart virke ligegyldig og uinteressant. Alligevel er det virkelig et emne, som kan få sindene i kog, og som mange har en holdning til – særligt efter den såkaldte ‘Strukturreform’ i 2007: Her blev 271 kommuner lagt sammen til 98, og 13 amter blev nedlagt, så de 5 regioner kunne oprettes i stedet.

Vi vil nu se lidt nærmere på, hvorfor strukturreformen blev gennemført, og hvorfor den skabte så meget politisk uenighed. Først vil vi se på kommunerne og derefter regionerne.

Ét af de hyppigste argumenter for sammenlægningen af de 271 kommuner til 98 var, at man kunne opnå ‘stordriftsfordele’ – altså fordele ved at gøre kommuner større. Kommunernes udgifter til administration og kontorarbejde ville eksempelvis kunne blive reduceret, hvis man havde ét rådhus i stedet for tre eller fire. Mange mente også, at man kunne sikre bedre service for borgerne, hvis der blev samlet ekspertise og viden på nogle større skoler, børnehaver og plejehjem.

Modsat var der også mere ideologiske argumenter: Mange på den politiske højrefløj var interesseret i mere udlicitering i kommunerne. Udlicitering er et begreb, der dækker over, når en del af det offentlige (fx en kommune) køber hjælp udefra blandt private virksomheder i stedet for selv at klare en opgave.

Eksempelvis kunne kommunen købe hjælp fra en privat hjemmepleje i stedet for at have sin egen. Tanken var, at hvis der var flere borgere pr. kommune, så ville flere virksomheder være interesserede i at sælge deres hjælp til kommunerne, da der ville være flere penge, de kunne tjene.

Amternes nedlæggelse og regionernes oprettelse skyldtes også målet om stordriftsfordele. Sundhedsvæsenet bliver stadig mere specialiseret, og lægerne er i stand til alle mulige nye behandlingsformer. Men det var dyrt og ineffektivt, hvis hvert eneste lille hospital skulle have speciallæger ansat til at kunne klare alle former for sygdomme. Idéen var altså, at store regioner med større hospitaler ville kunne drive sundhedsvæsenet bedre og billigere.

Konstruktionen med regionerne er dog også blevet kritiseret. Som vi så på Level 2, har regionerne meget lidt magt over deres egen økonomi, men modsat stiller regeringen og Folketinget store krav til, hvor effektive hospitalerne skal være. Dette betyder, at regionerne er svære at drive, og de får ofte skylden for fejl og problemer, som nogle vil påstå i virkeligheden er regeringens og Folketingets skyld.