E t politisk system som det danske er bygget op omkring en evig demokratisk valgcyklus. Politikerne og vælgerne ved, at senest hvert 4. år kommer der altid et nyt folketingsvalg, og så kan der komme en ny retningslinje for landet.

Selvom en regering kan blive siddende i 4 år, så sker det dog ofte, at statsministeren udskriver valg før. Det kan skyldes, at en mindretalsregering har mistet hjælpen fra sit støtteparti, eller det kan bare være fordi, regeringspartierne står stærkt i meningsmålingerne og derfor tror, at de kan få et endnu større flertal i Folketinget, hvis de skynder sig at udskrive valg.

Når valget udskrives gælder det om at være klar som parti. Der skal selvfølgelig være styr på valgplakater og slogans, men man skal også sikre sig, at man faktisk har lov til at stille op til valg. Partier er automatisk opstillingsberettigede, hvis de ved sidste valg blev stemt ind i Folketinget. Hvis nye partier og de partier, der ikke blev stemt ind ved sidste valg, vil stille op, kræver det derimod, at de får indsamlet vælgererklæringer, og at antallet af disse svarer til 1/175-del af stemmerne fra sidste valg. I praksis svarer det typisk til omkring 20.000 vælgererklæringer. En vælgererklæring fungerer som en accept fra en stemmeberettiget borger til et parti, om at partiet skal have lov til at stille op til næste valg.

Det er dog ikke nok for et parti at være opstillingsberettiget, man skal rent faktisk også vælges ind i Folketinget! I Danmark kan dette være ret svært, hvilket skyldes, at vi har en såkaldt ‘spærregrænse’. Den betyder, at et parti skal have mindst 2% af de afgivne stemmer for at komme i Folketinget. Ellers bliver stemmerne blot smidt ud, og partiet kommer ikke ind.

Nogen mener, at spærregrænsen er udemokratisk, da vælgerne måske bliver skræmt væk fra at stemme på nye partier. Andre er dog glade for reglen, da der ellers ville komme alt for mange partier i Folketinget, og det kunne blive svært at samle partierne til enighed og kompromisser.