Inyere tid har det mest kontroversielle i dansk udenrigspolitik været deltagelsen i Afghanistan- og Irak-krigene, der startede i henholdsvis 2001 og 2003. Krigene har særligt været omdiskuterede af to årsager: (1) De var med til for alvor at bryde med traditionen for dansk militær-passitivitet, og (2) særligt Irak-krigen er blevet kritiseret for at være påbegyndt på et falsk grundlag.

Hvor ligger Irak og Afghanistan egentlig?

Debatten om krigene i Irak og Afghanistan er samtidig en diskussion om vores fælles danske fortid. På den ene side står folk som Anders Fogh Rasmussen, der var statsministeren, som foreslog Danmarks deltagelse i krigene. På den anden side står kulturradikale forskere som Bo Lidegaard, der har været chefredaktør på avisen Politiken. 

Anders Fogh Rasmussen mener, at Danmarks militære-passitivitet under 2. verdenskrig var uværdig. Det var moralsk forkert at samarbejde med tyskerne, og vi burde have kæmpet imod, ligesom mange andre lande i Europa gjorde det. Folk, der mener det samme i Danmark, er oftest også dem, der hylder danske sabotører og modstandsfolk. Irak og Afghanistan var Anders Fogh Rasmussens måde at gøre op med den moralske slaphed fra statens side og vise, at Danmark er klar til at tage den rigtige krig, når det er nødvendigt. I deres øjne var det altså en god ting at bryde med traditionen for dansk passitivitet.

Bo Lidegaard mener derimod, at Danmarks pragmatiske balancegang under 2. verdenskrig gav et unikt godt resultat: Danmark mistede stort set ingen soldater, de danske borgere levede relativt trygt og godt under den tyske besættelse, og da krigen var færdig, lykkedes det os at overbevise amerikanerne om, at vi havde været på deres side hele vejen igennem. Danmarks neutrale tilgang endte altså med at give os det bedste fra begge verdener. Bo Lidegaard mener, at krigene i Irak og Afghanistan var Anders Fogh Rasmussens måde at få et godt personligt forhold til den amerikanske præsident George W. Bush, men at det gode forhold ikke gav så mange resultater for Danmark i forhold til prisen.

Anders Fogh Rasmussen og George W. Bush havde faktisk et meget nært venskab. Tag en break og prøv at finde dem sammen!

Udover debatten om dansk passitivitet så er der en anden diskussion, som også har presset sig på: Hvorfor gik vi egentlig ind i Irak? 

Baggrunden for Afghanistan-krigen var meget lige til: USA blev ramt af terrorangrebet 9/11 i 2001, og da terroristerne kom fra gruppen Al-Qaeda, som hørte til i Afghanistan, så ville Bush gøre gengæld ved at bekæmpe dem, hvor de kom fra.

Irak-krigen startede dog først to år efter i 2003. Her fortalte Bush-regeringen først, at Irak havde masseødelæggelsesvåben, og derfor skulle våbene tilintetgøres, før de brugte dem. USA gik i krig og Danmark var en del af en gruppe allierede som fulgte med, herunder også Storbritannien. Krigen var ulovlig, da FN ikke havde givet lov til, at landene måtte invadere.

Da Irak først var indtaget, stod det dog klart, at der faktisk ikke var nogen masseødelæggelsesvåben. Nu sagde USA, at krigen skyldtes, at Irak også havde støttet terrororganisationen Al-Qaeda. Det var dog også svært at finde bevis for. Til sidst lød forklaringen, at krigen i Irak havde haft til formål at sprede demokratiet til de dele af verden, der var undertrykt.

Den efterfølgende udvikling i Irak har startet en større diskussion om, hvorvidt demokrati overhovedet kan spredes ved hjælp af militær.