Alle danske politikere kan blive enige om, at målet for dansk udenrigspolitik er fred. Men hvordan opnår man fred, og hvordan bevarer man den? Bør man holde sig for sig selv? Bør man drage ud i verden og bekæmpe dem, der vil én det ondt? Skabes fred gennem handel eller gennem militærstyrke? Gennem demokrati eller ved at forhindre klimakatastrofer?

Der plejede at være et skel i dansk politik mellem dem, der mente, at Danmark skulle være aktivistiske og udadreagerende, og dem som spurgte “Hvad skal det nytte?”. I dag er de fleste partier dog aktivistiske – bare på hver deres måde. De mener stort set alle sammen, at vi skal gøre noget, men de er uenige i, hvad der er Danmarks allervigtigste udenrigspolitiske interesse.

Højdepunktet for uenighed mellem de danske partier var den såkaldte “Fodnotepolitik” i 1980’erne. Dengang havde de Konservative statsministermagten og var i regering sammen med Venstre, Kristeligt Folkeparti og Centrumdemokraterne. Selvom regeringen bestod af mange partier, så havde den dog ikke 90 mandater i Folketinget, og den var derfor en mindretalsregering, som var afhængig af både Fremskridtspartiet og Radikale Venstre.

Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen havde det derfor svært, for der var ikke flertal for den politik, han ønskede at føre ude i verden. Når der var møder i NATO, måtte han altid sige det modsatte af, hvad han mente: Amerikanerne ønskede eksempelvis at opstille særlige missiler i Europa, men et flertal i Folketinget bestående af Radikale Venstre, Socialdemokratiet, SF og Venstresocialisterne sagde, at det skulle han modarbejde. Han måtte derfor til NATO-møderne pænt bede om, at der blev skrevet nederst på siderne i fodnoterne, at Danmark var uenige.