Ivirkelighedens verden kan det nogle gange være svært at gennemskue, hvem folk egentlig er. For selvom vi alle sammen har en identitet, der gør os til os, så optræder vi forskelligt, afhængigt af hvilken situation vi befinder os i. Det var i hvert fald, hvad sociologen Erving Goffman mente.

Han opfattede individet som meget påvirket af den situation, det optræder i, og individets identitet som noget, der kan skjules.  

Goffmans teori handler om, at ethvert individ har en måde, det gerne vil fremstå på. Vi har alle sammen et indtryk, som vi gerne vil have, at andre skal have af os. Derfor forsøger vi at give det indtryk, når vi møder andre, selvom det måske ikke er den person, vi i virkeligheden er.

Goffman bruger et teater til at forklare, hvordan individet opfører sig. I et teater står skuespillerne på scenen og spiller en rolle. Det kan være, at der spilles Romeo og Julie, og i så fald spiller to af skuespillerne jo nok henholdsvis Romeo og Julie. Disse roller er dem, som de to skuespillere gerne vil have, at publikum tror på, at de er. 

Når stykket er færdigt og forhænget bliver trukket for, kan det være, at skuespilleren, der spillede Julie, udbryder “Gud, hvor jeg dog bare hader at spille sådan noget romantisk pladder!” Nu har skuespilleren ikke længere et publikum, hun skal forsøge at overbevise om, at hun er Julie, og hun kan derfor sige sin ærlige mening. 

For at skelne mellem de to situationer bruger Goffman ordene frontstage og backstage. Frontstage er, når individet er foran andre og forsøger at give et andet indtryk af, hvem de er. Når individet er frontstage har det en maske på, siger Goffman. Altså en forklædning, der er ment til at give et bestemt indtryk til andre personer, og som ikke viser, hvem man i virkeligheden er. Ligesom skuespilleren som forsøger at overbevise publikum om, at hun er Julie.

Backstage er derimod, når individet slapper af og “tager sin maske af”. Det er sjældent, at individer befinder sig backstage, når de er sammen med andre individer. Men når de er alene, så kan de for alvor være den, som de er. Ligesom skuespilleren som ikke længere behøver at spille Julie, fordi publikum ikke længere ser på. Nu kan hun udtrykke sin rigtige holdning og person.

Nogle gange kan det være åbenlyst, at en person har en maske på (altså i overført betydning). Det kan være, at alle Bennys venner godt ved, at han er dårlig til playstation, men nu hvor de er samlet, sidder han og råber op om, hvordan han satte verdens-highscoren i et eller andet spil.

Selvom alle godt ved, at det ville Benny aldrig være god nok til, så spiller alle med og siger “wow, det var da imponerende Benny” og “godt gået man!”. Det skyldes ifølge Goffman, at individet er skrøbeligt, og vi lader derfor ofte hinanden have en maske på, selvom alle andre godt ved, at det er en maske. 

Det kan være, at man ikke vil gøre personen flov ved at sige “det passer jo ikke Benny, du stinker til playstation”. Det kan også være, at alle personer har det rarest med at lade maskerne blive på, fordi det faktisk skaber en mere behagelig virkelighed end den virkelige virkelighed.