F ør politikerne har set sig om, er der ved at være gået 4 år, og så er det tid til valg igen. Den demokratiske valgcyklus stopper aldrig. Valg er i sig selv en ret svær, teknisk udfordring faktisk!

Der står i grundlovens paragraf 31, at valgene skal være “direkte og hemmelige”. Den hemmelige del betyder, at det ikke skal være muligt for nogen som helst at finde ud af, hvad en specifik person har stemt. Den direkte del betyder, at vi som vælgerne stemmer folk direkte ind i Folketinget. Det er ikke sådan, at vi stemmer på nogen, som herefter skal blive enige om hvem, der skal i Folketinget.

Der står også i grundloven, at der ved fordelingen af mandater (sæder i Folketinget) skal “tages hensyn til indbyggertal, vælgertal og befolkningstæthed”. Denne bestemmelse stiller krav til valget af valgmetode, og i Danmark har vi en særlig kombination af den metode, der hedder ‘flertalsvalg i enkeltmandskredse’ og ‘forholdstalsvalg’.

Flertalsvalg i enkeltmandskredse er den ældste af de to metoder. Her bliver hele landet delt op i en masse valgkredse, og i hver valgkreds stemmer borgerne så på den kandidat, de foretrækker. Det kunne eksempelvis fungere ved, at i hver kreds kom politikeren med flest stemmer i Folketinget. Metoden med enkeltmandskredse sikrer, at politikeren har et lokalt tilhørsforhold, men samtidig betyder det, at en masse stemmer bliver spildt. Alle dem, som stemte på politikerne, der blev nummer 2, 3, 4 osv., har altså ikke fået noget ud af deres stemme.

I modsætning til flertalsvalg i enkeltmandskredse, så forudsætter forholdstalsvalg ikke, at landet først skal deles op i valgkredse. I stedet så stemmer alle borgere på det samme udvalg af politikere, og de 175 politikere, der får flest stemmer, kommer i Folketinget. Fordelen med denne metode er, at Folketinget i højere grad kommer til at afspejle vælgernes ønsker, men samtidig har folketingsmedlemmerne ikke noget forhold til noget bestemt lokalt samfund.

I den danske model forsøger man at sætte sig ud over disse problemer ved at kombinere de to. I Danmark har vi således 10 storkredse og derunder 92 opstillingskredse, som de enkelte politikere stiller op i. I hver storkreds kan der vælges et vist antal folketingsmedlemmer alt efter 1) hvor mange mennesker der bor i storkredsen, 2) hvor mange kvadratkilometer storkredsens areal er og 3) hvor mange stemmeberettigede der findes i storkredsen.

Nu kan vælgerne så stemme på de politikere i deres opstillingskreds, som de foretrækker, og de politikere, der får mange stemmer, kan være sikret direkte at komme i Folketinget. Alle de stemmer, som ved metoden ‘flertalsvalg i enkeltmandskredse’ nu var gået tabt, samler man dog op på landsplan og fordeler ud. På den måde har vi altså forholdstalsvalg på trods af, at vi har særlige valgkredse.

Det danske valgsystem er et af de mest matematisk retfærdige i verden, men der går nu stadig stemmer tabt. Det skyldes især, at vi jo har spærregrænsen på 2%. Stemmer du på et parti, der ikke får 2% eller flere af det samlede stemmeantal i Danmark, så har din stemme været spildt.