Social differentiering
Hvordan skal man forholde sig til uligheden i samfundet? For at besvare det spørgsmål skal man huske, at ulighed kan være mange ting. Tales der om chanceulighed, ulighed mellem kønnene, økonomisk ulighed mellem borgerne i samfundet eller en helt fjerde form for ulighed?
De færreste danskere vil således argumentere for, at ulighed mellem køn ikke er noget problem. Derfor forsøger vi også som samfund at ændre på det faktum, at kvinder generelt tjener mindre end mænd, og at der er flere mænd, som sidder i magtfulde positioner i samfundet.
Sådan forholder det sig dog ikke med alle typer af ulighed. Det er eksempelvis ikke alle, som mener, at økonomisk ulighed er et problem, eller at chanceulighed har en stor betydning.
Her kan du se danske politikere fra Liberal Alliance, Venstre og Enhedslisten forholde sig til økonomisk ulighed i det danske samfund.
De danske politikere er altså delte i deres holdninger, når det kommer til økonomisk ulighed i samfundet. Det skyldes flere ting, men særligt to faktorer har betydning, når det kommer til synet på økonomisk ulighed.
For det første må man spørge sig selv, om økonomisk lighed skal overtrumfe alt andet. Skal økonomisk lighed eksempelvis have større fokus end at skabe generel rigdom i samfundet? En lige fordeling af penge er nemlig ikke nødvendigvis den bedste måde at skabe rigdom i landet på. Og er det så bedre, at der er ti fattige og 100 rige, end at der er 110, som har en middelindkomst?
Den anden faktor, man må se på, er, hvordan økonomisk lighed påvirker samfundet. Hvis nu alle tjener det samme, er der så nogen motivation for at opfinde noget, arbejde meget og/eller lige presse sig selv det sidste? Sagt på en anden måde: Hæmmer vi folks motivation til at yde en ekstra indsats, hvis alle alligevel tjener det samme?
Der findes argumenter både for og imod økonomisk lighed, afhængigt af hvordan man mener, det påvirker samfundet. Økonomisk lighed kan som sagt stå i vejen for andre ting, og det kan mindske motivationen for den enkelte borger ifølge nogle.
Andre mener, at man bør kæmpe for økonomisk lighed, da det er mest retfærdigt. Den sociale arv har stor betydning – altså om man er født i en rig eller fattig familie – og det er uretfærdigt, da den enkelte borger ikke er herre over sin sociale arv. Derfor må man som samfund forsøge at minimere betydningen af den økonomiske ulighed ved eksempelvis at sørge for gratis uddannelse og gode skoler til alle landets borgere.
På trods af at de danske partier har forskellige holdninger til den økonomiske ulighed, så er det dog de færreste danske politikere, der taler for, at den økonomiske ulighed skal være rigtig stor. I hvert fald ikke hvis man sammenligner med politikere i andre lande.
Hovedpointer:
(1) Ulighed kan være mange ting så som chanceulighed, økonomisk ulighed eller ulighed mellem køn.
(2) Nogle peger på, at økonomisk lighed ikke skal overtrumfe alt andet og kan mindske borgerens motivation.
(3) Andre mener, at økonomisk lighed handler om retfærdighed, fordi den sociale arv har stor betydning.
Centrale begreber:
Økonomisk ulighed
Chanceulighed
Klassediskussion 3
Partiernes holdninger
Hvilke grupper i befolkningen tror I, der stemmer på de forskellige partier, hvis de stemmer ud fra partiernes holdning økonomisk ulighed?
Klassediskussion 4
Andre landes politikere
I hvilke lande kunne I forestille jer, at politikerne ikke er så fokuserede på økonomisk lighed? Prøv eksempelvis at overveje politikernes holdning i Sverige, USA og Sydafrika.