Processerne i EU er altså ikke helt simple, da der indgår mange forskellige aktører. Hvorfor er der så involveret så mange aktører? Det skyldes såmænd, at der er så mange forskellige forhold, som EU skal tage højde for! F.eks demokrati, national medbestemmelse, upartiske domstole og en stor videnskapacitet.

Europa-Parlamentet er EU’s mest demokratiske institution, da det er den eneste, som borgerne i medlemslandene stemmer direkte til. De senere år har flere talt om, at demokratiet i EU ikke var særlig stærkt. Som forsøg på at imødegå den kritik, har man i EU givet mere magt til Europa-Parlamentet de seneste årtier. 

National medbestemmelse er også vigtig, da mange lande igennem EU’s historie har været urolige for at miste indflydelse på politik inden for egne grænser ved at være en del af EU. Derfor har man Ministerrådet, hvor de nationale regeringer repræsenteres igennem deres ministre. 

Europa-Kommissionen sørger for den ekspertise, som EU kræver for at fungere. Den besidder de tekniske kapaciteter til at udvikle lovforslag og nok mandskab og ekspertise til at kunne sørge for indførelse og kontrol af EU-lovgivning i medlemslandene. Samtidig har hvert land en kommissær i Europa-Kommissionen, hvilket betyder, at Europa-Kommissionen ikke er fuldstændig isoleret fra medlemslandene.

EU-Domstolen er sidste brik i puslespillet. Den sikrer, at EU-landene overholder EU-lovgivning, og at landene dømmes af én fælles institution, som ikke har nationale interesser og derfor behandler alle medlemslandene lige.

Selvom Europa-Parlamentet har fået mere magt, er der stadig nogle, som mener, at EU ikke er demokratisk nok. Hvordan kan det så være?

For det første har Europa-Parlamentet måske fået mere magt, men det har ikke gjort, at beslutningerne er kommet tættere på borgerne. Der er stadig stor afstand mellem en EU-borger og Europa-Parlamentet. Altså mener kritikerne, at EU er meget fjernt fra borgernes hverdag og for dårlig til at kommunikere med borgerne i medlemslandene. En påstand, der bakkes op af det faktum, at stemmeprocenten til Europa-Parlamentsvalget generelt har været faldende de seneste årtier.  

For det andet har Europa-Kommissionen en stor magt, bl.a. grundet initiativretten. Og da der ikke sidder nogen direkte folkevalgte i Europa-Kommissionen, har det fået flere til at kritisere Europa-Kommissionens magt. 

For det tredje har store lande flere sæder i Europa-Parlamentet, og deres stemmer tæller mere i Ministerrådet. Det har fået nogle til at bemærke, at man som småt land har svært ved at sige nej til en lov, da man alligevel vil blive underkendt af et flertal. Et stort land vil derimod oftest have stemmer nok til at kunne vælte et flertal, hvis det bliver bakket op af et par andre lande. 

Hvorvidt EU har et ‘demokratisk underskud’, som man ofte kalder det, kan diskuteres herfra og til månen! Men med så stor en union er det vigtigt at være opmærksom på, at magten ikke glider ud af borgernes hænder. Samtidig skal man dog sikre, at arbejdet i unionen glider nogenlunde, hvilket bl.a. kan betyde, at man ikke hele tiden kan spørge alle EU-borgere, om de er okay med en lov.