P lanøkonomi betragtes i dag af flertallet som en fejlslagen type af økonomi. Efter Sovjetunionens fald er den blevet kritiseret sønder og sammen, og der er nu få fortalere tilbage for planøkonomien.

Som vi så i Level 2, er det dog vigtigt at skelne mellem planøkonomier med kommandoplanlægning og planøkonomier med retningsgivende planlægning. Mens det ene er på vej ud af historien, så kan det andet vise sig at være i fremgang. Særligt behovet for at mindske udledningen af CO2 og andre drivhusgasser kan betyde, at flere lande måske vil begynde på mere retningsgivende planlægning fra statens side.

Derudover er det vigtigt, at man gør sig overvejelsen: Hvem har interesse i, at planøkonomien bliver kritiseret? 

Debatten om planøkonomi over for markedsøkonomi handler lige så meget om ideologi som alle andre økonomiske diskussioner. Som vi har set på Level 1 og Level 2, er det langt hen ad vejen med rette, at planøkonomien bliver kritiseret, men kritikken af den skal være fair. 

Mange voksne mennesker er blevet oplært i et argument, der lyder: “Sovjetunionen havde planøkonomi. Sovjetunionen brød sammen. Derfor er planøkonomi uholdbar.” Men Sovjetunionen var jo også et undertrykkende diktatur, hvor diskussion og kreativitet blev holdt nede. Måske var det i stedet dette moralske forfald, som fjernede folks lyst til at arbejde for styret, og på den måde fik det hele til at bryde sammen til sidst? Det er altså ikke givet på forhånd, at planøkonomien havde skylden for Sovjetunionens sammenbrud og dermed heller ikke sikkert, at planøkonomien er uholdbar.

Det vigtigste er, at man tænker kritisk – også når man beskæftiger sig med økonomi. Hvis folk kommer med argumenter, der bygger på historiske eksempler, på tal eller på teorier, så er det muligt at vurdere dem, og se om man er enig. Men hvis der kommer nogen og siger “Sådan her er verden, og sådan er den bare”, så skal man være ekstra kritisk, for så er det nok fordi, at det handler mere om holdninger end fakta!