I nden for planøkonomier skelner man mellem to forskellige slags planlægning: Kommandoplanlægning og retningsgivende planlægning. Det er nemlig forskelligt, i hvor høj grad staten bestemmer, præcis hvad der skal produceres. 

Under kommandoplanlægning giver staten specifikke ordrer til, hvad der skal produceres af hvad. Med retningsgivende planlægning giver staten bare en ramme for, hvad de gerne vil have produceret, og måske sætter de afgifter på nogle produkter og giver modsat tilskud til andre.

Kommandoplanlægning kender man mest fra Sovjetunionen – og fra Kina før de begyndte at omlægge deres økonomi i 1978. Planøkonomi med retningsgivende planlægning kender man dog fra flere steder. Frankrig havde eksempelvis retningsgivende femårsplaner i årene efter 2. verdenskrig for at genopbygge landet, og den amerikanske krigsøkonomi i årene 1941 til 1945 var også meget centralt styret af staten. Vestlige lande har altså også benyttet planøkonomi og endda med gode resultater, men primært under krisetider.

Planøkonomiens største svaghed er, at planlæggerne (altså ofte regeringen) ikke har den samme information, som dem, der laver produkterne i økonomien. Arbejderne kan altså sige, at det tager 10 timer at lave en bil, og at prisen på biler derfor skal være sådan, at de får 10 timers løn for hver bil, de sælger. Da planlæggerne ikke ved, at en bil kun tager 1 time at lave på fabrikken, så godkender de prisen, og arbejderne ender med at tjene alt for meget og kan gå og slappe af.

Planøkonomien kræver altså, at alle folk i samfundet er med på, at den er en god idé. Det er netop i krigs- og krisetider, at lande som USA og Frankrig har benyttet planøkonomien, for her har almindelige borgere og arbejdere en særlig lyst og drivkraft til at yde alt, hvad de kan!

Hovedpointer:

(1) Under planøkonomi skelner man mellem kommandoplanlægning og retningsgivende planlægning.

(2) Kommandoplanlægning kendes fra Sovjetunionen, og her bestemmer staten præcis hvor meget, der skal produceres af alting.

(3) Retningsgivende planlægning er der mange eksempler på, og her tilskynder staten bare en særlig produktion ved hjælp af afgifter og tilskud.

(4) Planøkonomiens største svaghed er, at planlæggerne i staten ikke ved  det samme som landets arbejdere og forbrugere.

(5) Planøkonomi fungerer bedst i krigs- og krisetider, hvor de fleste borgere vil arbejde ekstra flittigt for landets skyld.

Centrale begreber:

Kommandoplanlægning

Retningsgivende planlægning