International politik
NATO er først og fremmest en vestlig organisation. Det ligger i selve forsvarsalliancens navn, at den dækker landene omkring det nordatlantiske ocean. NATO bliver af mange set som “USA & Venner”, og det skyldes, at samarbejdet har en pris for de deltagende lande: Til gengæld for at vi nyder godt af USA’s beskyttelse under alliancen, så forventes det også af os, at vi støtter USA i internationale spørgsmål om krig, fred og handel.
Kernen i det militære samarbejde er artikel 5 – den såkaldte ‘Musketéred’: “Deltagerne er enige om, at et væbnet angreb mod én eller flere af dem i Europa eller Nordamerika skal betragtes som et angreb mod dem alle”.
Som medlem af NATO skal vi altså hjælpe eksempelvis Letland, Tyrkiet eller USA, hvis de bliver angrebet og omvendt skal de hjælpe os.
I modsætning til FN er NATO altså ikke noget de enkelte lande betaler penge til for sammen at kunne have et militær. I NATO handler det derimod om, at du bruger nok penge på dit eget militær, så du er klar til at hjælpe dine allierede.
Ifølge aftaler i NATO skal hvert land bruge, hvad der svarer til 2% af landets BNP (samlede årlige produktion) på militærudgifter. Mange lande lever dog slet ikke op til det krav, og den engelske avis The Economist har lavet ovenstående graf for at vise hvilke lande, der ligger under den røde linje på 2%.
For Danmarks vedkommende er der lang vej fra 1,17% til 2%, også selvom de danske politikere har signaleret, at de er klar til at komme tættere på kravet, da USA er begyndt at lægge hårdt pres på. I dag bruger USA omkring 664 mia. dollars om året eller svarende til 72% af alliancens samlede udgifter, mens Danmark kun bruger ca. 4,2 mia. dollars årligt (svarende til 0,5% af de samlede udgifter hos medlemslandene).
Ekstraopgave 1 - En verden uden internationale organisationer
En verden uden internationale organisationer
Hvordan ville Danmarks situation være, hvis hverken organisationer som FN, NATO eller WTO fandtes? Hvordan ville det påvirke vores sikkerhed? Vores økonomi? Vores kommunikation med andre lande?
Ekstraopgave 2 - Den demokratiske fredstese
Den demokratiske fredstese
Undersøg hvad “Den demokratiske fredstese” er. Bør FN og NATO arbejde for at udbrede demokrati til alle verdens lande? Og hvis ja, hvordan skal de gøre det?
Ekstraopgave 3 - Eurasian Economic Union
Eurasian Economic Union
Undersøg hvad den Eurasiatiske Økonomiske Union går ud på (søg evt. på engelsk). Er der ligheder mellem den og den gamle Warszawa-pagt?
Hovedpointer:
(1) NATO er en vestlig forsvarsalliance.
(2) NATO-samarbejdets kerne er musketéreden.
(3) Det er en aftale i NATO, at landene skal bruge over 2% af BNP på militæreudgifter.
Centrale begreber:
NATO
Musketéreden
Klassediskussion 5
Er det prisen værd?
Er det fornuftigt af os at være medlemmer af NATO, da det til gengæld betyder, at vi er nødt til at følge USA i deres udenrigspolitik? Burde vi i stedet holde os mere neutrale som Sverige, der ikke er medlem af NATO?
Klassediskussion 6
Musketéreden
Stoler I på, at de andre NATO-lande rent faktisk kommer og hjælper os, hvis vi i Danmark bliver angrebet af eksempelvis Rusland?
Klassediskussion 7
Kravet om 2%
Danmark skal bruge mange, mange flere penge på militæret, hvis vi skal nå op på kravet om de 2%. Skal vi prøve at nå det, og hvis ja, hvordan skal vi finansiere det øgede militærforbrug?