Det er ikke nogen selvfølge, at vi har FN. Når man tænker sig om, så kan det faktisk virke endnu mere naturligt, hvis FN ikke eksisterede. Du ved sikkert selv, hvor svært det kan være at tale sammen og blive enige bare i en lille familie på 3-4 personer. Tænk så at skulle skabe enighed i en verden med 193 lande med vidt forskellige kulturer, religioner og politiske systemer!

Det er faktisk også ofte ret svært for landene at blive enige i FN, og organisationen bliver tit kritiseret for ikke at opnå nok fremskridt. Den danske, socialdemokratiske politiker Mogens Lykketoft var formand for FN’s generalforsamling fra 2015 til 2016, og han beskriver FN’s resultater sådan her:

Alle lande i verden er ikke lige magtfulde, og det ville derfor ikke være fair, hvis hvert land bare havde én stemme hver – så ville Kina jo være på samme niveau som et lille land som Liechtenstein. Modsat kan man heller ikke give de forskellige lande forskellige mængder af stemmer – for hvilke lande skulle have flest? Dem med den største befolkning? Dem med den største økonomi? Dem med det største militær? 

I FN har man løst dette problem ved at dele organisationen op i 2 hoveddele: Generalforsamlingen og Sikkerhedsrådet.

I generalforsamling har hvert land én enkelt repræsentant med en enkelt stemme hver. Vigtige beslutninger kræver 2/3-flertal, mens alle andre beslutninger bare kræver et normalt ‘simpelt flertal’ på over 50%. Generalforsamlingens beslutninger er dog kun moralske og er derfor ikke bindende for de enkelte medlemslande.

Sikkerhedsrådet består til gengæld kun af 15 lande. Der er fem permanente medlemmer: Kina, Rusland, Frankrig, Storbritannien og USA. Derudover er der så 10 lande, der vælges af Generalforsamlingen til at sidde i Sikkerhedsrådet for en 2-årig periode. Sikkerhedsrådet er meget magtfuldt og sidder med hovedansvaret for at opretholde fred i verden. Sikkerhedsrådet har bl.a. magten til at udsende FN’s fredsbevarende militærstyrker og nedlægge økonomiske sanktioner mod et land. Når et land underskriver FN-pagten for at blive medlem af FN, siger de også ‘ja’ til at følge Sikkerhedsrådets beslutninger.

Danmark er ét af de få lande i verden, som faktisk lever op til FN’s mål om at betale 0,7% af BNP (vores samlede årlige produktion) til organisationen. Generelt set er Danmark faktisk et af de lande, som går forrest, når det handler om at bidrage til bæredygtig udvikling i verdens fattigste lande. 

Man kan dog som borger og politiker let stille sig selv spørgsmålet: Hvad får vi ud af at give så meget til FN og dets underorganisationer? Kan det betale sig for os? Mogens Lykketoft er en stor fortaler for det internationale samarbejde, og han svarer således: