Siger politikerne altid, hvad de mener? Både ja og nej. Det er sjældent, at en politiker decideret står og lyver (men det sker dog!), men det betyder ikke, at de ikke tænker strategisk, når de udtaler sig.

De tænker blandt andet strategisk i forhold til hvilke emner, det er smart at udtale sig om. Hvis der er en stemning i den danske befolkning om, at ligestilling mellem kønnene er et stort problem, så er det ikke smart som parti at sige, at man ikke prioriterer det så højt, selvom det måske er sandheden.

Politikerne taler typisk om emner, som optager den danske befolkning. Selvom klimapolitik måske ikke er det, som alle partier fokuserer mest på, så udtaler de sig alle om det ret ofte for tiden, fordi det er et emne, der interesser den danske befolkning.

Udover at politikerne tilpasser sig det, som vælgerne lægger vægt på, så er de også forsigtige i deres udtalelser, når det kommer til bestemte politikker, de finder nødvendige, men som de også ved ikke er populære.

Når det f.eks. går rigtig godt i den danske økonomi, ved de fleste politikere, at det er nødvendigt at lægge en dæmper på økonomien (ellers kan man risikere, at den bryder sammen). Men det er ikke en populær ting at sige.

Derfor forsøger de partier, der sidder i regeringen og står med ansvaret, typisk at tale om deres økonomiske politik i mindre klart sprog, så det ikke er helt nemt for vælgerne at vurdere, hvad der præcis menes.

Generelt forsøger politikere at undgå det, man kalder “tabersager”. Altså sager, som de godt ved ikke er populære i befolkningen. Det er eksempelvis en politisk tabersag at tale om, at arbejdsløsheden er for lav i samfundet, selvom det godt kan være sandt ud fra et økonomisk perspektiv. Der er jo ingen vælgere, der gider stemme på et parti, som vil gøre flere arbejdsløse!

Tabersager er særligt noget, partier er begyndt at blive opmærksom på i nyere tid. I gamle dage repræsenterede hvert parti nemlig en bestemt gruppe. Socialdemokratiet = arbejderne, Venstre = bønderne osv. Derfor behøvede partierne heller ikke at gøre så meget ud af at pakke deres politik ind. De vidste, at deres vælgere ville stemme på dem til næste valg, og derfor handlede det om at træffe beslutninger, der hjalp partiets vælgere. Både de populære og de nødvendige.

I dag kæmper mange partier om de samme vælgere. Det er ikke unormalt, at en person har stemt på tre forskellige partier ved de sidste tre valg. F.eks. Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti.

Da partierne kæmper mere om de samme vælgere, er de også i konkurrence med hinanden om at tilfredsstille vælgerne. Det gør, at der er større fokus på populære temaer, mens at der snakkes mindre om de lidt tungere problemer.

Sådan er det naturligvis ikke altid, og hvert parti står for hver deres politik! Men strategisk politik i forhold til vælgerne er begyndt at fylde mere.