Idag er velfærdsstaten under pres – blandt andet fra globaliseringen – og nogle taler derfor nu om, at vi i stedet har en ‘konkurrencestat’. Hvor velfærdsstaten ønskede at sikre sine borgeres velfærd, så forsøger konkurrencestaten at gøre borgerne klar til den internationale konkurrence om salg, løn og arbejdspladser.

Mange ser konkurrencestaten som en videreudvikling af velfærdsstaten, men man kan lidt firkantet opstille nogle markante forskelle:

1. I velfærdsstaten har man sygehuse for at helbrede folk og sikre dem god velvære. I konkurrencestaten har man sygehuse, så folk hurtigt kan blive raske og komme tilbage på arbejde.
2. I velfærdsstaten har man skoler og universiteter, så folk kan blive gode og dannede borgere. I konkurrencestaten har man skoler og universiteter, så folk kan blive mest effektive pr. times arbejde, når de kommer ud på arbejdsmarkedet.
3. I velfærdsstaten har man folkepension, så man kan få lov til at nyde sine sidste år af livet uden hårdt arbejde. I konkurrencestaten får man folkepension, når man er så gammel, træt og nedslidt, at man ikke længere kan bruges på arbejdsmarkedet.

For en fortaler for konkurrencestaten, som den tidligere socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon, er det dog vigtigt at understrege, at konkurrencestaten ikke kun er nødvendig, fordi velfærdsstaten ikke længere kan løbe rundt, men også at den er et moralsk rigtigt valg.

Ifølge Corydon skal der i konkurrencestaten være fokus på høj kvalitet i den offentlige service i stedet for overførselsbetalinger til folk, der er passive uden for arbejdsmarkedet. Den moralske argumentation for konkurrencestaten lyder fra Corydon:

»Set fra det enkelte menneskes synspunkt er der noget uendeligt meget smukkere i at have et samfund, der effektivt hjælper dig med at blive selvforsørgende og udvikle din tilværelse på den måde, som du selv vælger, end at have et samfund, der beskytter dig imod konsekvenserne af, at du aldrig erhvervede den evne«