Hvordan kan det være, at vi i Danmark har en universel velfærdsstat? Hvorfor ikke en liberal eller korporativ? Der er mange forskellige svar på, hvordan vores universelle velfærdsstat er blevet udviklet, og der er mange partier, som gerne vil have del i historien.

Æren eller ansvaret for velfærdsstaten, som den ser ud i dag, ligger hos mange. Socialdemokratiet vil gerne ses som dem, der efter 2. verdenskrig erklærede velfærdsstaten som et bevidst mål, der skulle opnås. Venstre og de Konservative vil gerne ses som dem, der i 1980’erne fik skåret ind og fik styr på de stigende udgifter. Uanset hvilken historieskrivning man hælder til, så er det dog svært at forestille sig en velfærdsstat i dag, hvis det ikke var for arbejderbevægelsens pres.

I slutningen af 1800-tallet flyttede enormt mange arbejdere fra landet til byerne. Den lange og store flytteproces kaldes for ‘urbanisering’. Den betød, at det blev sværere og dyrere at hyre arbejdere på landet, og i byerne mødte en masse arbejdere hinanden og talte sammen om, hvor dårlige vilkår de egentlig levede under.

Både på landet og i byerne blev det altså vigtigere at lytte til, hvad arbejderne havde af krav, hvis man ikke ville risikere, at de gjorde oprør.

Det er svært at sammensætte data for urbanisering før 1926, men herunder kan du sammenligne, hvor mange der boede i byerne og på landet i henholdsvis 1926 og 2016.
P står for de 29 største provinsbyer. H står for hovedstadsområdet. L står for landområder og mindre provinsbyer.

Mange mener, at 1891 var et vigtigt vendepunkt for udviklingen af den universelle velfærdsstat. I det år blev der i Danmark indført “Alderdomsunderstøttelsesloven”. Med denne lov var der for første gang en fri offentlig ydelse, som var 100% finansieret af staten: Når man var fyldt 60 år, kunne alle nu søge økonomisk støtte uden konsekvenser, hvis de var i trang.

Indtil “Alderdomsunderstøttelsesloven” havde alle velfærdsordninger enten været bygget op som en sygekasse eller været ‘deklasserende’.

Med en sygekasse-model var det kun muligt at få hjælp, hvis man selv var i stand til at være med til at betale til sygekassen. Altså lidt en form for forsikringsordning. Der eksisterede også mulighed for at få gratis fattighjælp fra staten, men den var ‘deklasserende’. Det betød, at hvis man blev så fattig, at man blev tvunget til at modtage fattighjælp, så mistede man til gengæld retten til at gifte sig, retten til sine børn, retten til at bestemme hvor man ville bo og retten til at stemme.

Alderdomsunderstøttelsesloven i 1891 åbnede altså op for, at man kunne have gratis, offentlig velfærd, hvor konsekvensen ikke var, at man til gengæld mistede alle sine rettigheder. Altså det første tegn på en universel velfærdsmodel, hvor alle borgere har ret til velfærd.

Det tog dog mange år, før den universelle tilgang til velfærden for alvor slog igennem og blev dominerende. Vi skal endda helt op efter 2. verdenskrig, før man i Danmark og resten af Skandinavien begyndte at bruge ordet ‘velfærdsstat’ eller ‘velfærdssamfund’. I 1950’erne og 60’erne begyndte det at gå stærkt med udviklingen af den universelle velfærdsstat, og særligt op til 1990’erne udviklede velfærdsstaten sig til at være en vigtig del af alle borgeres liv.