Velfærdsstaten
Danmark går årligt glip af omkring 5 milliarder kroner, fordi multinationale selskaber på kompliceret vis får sendt det overskud, som de skal betale skat af, ud af landet. Selskaberne gør brug af det, der kaldes skattely.
Skattely beskriver lande, hvor skatten er ekstremt lav. Ved at overflytte sin formue fra et land som Danmark, hvor virksomheden skal betale en del skat af sit overskud, til et skattely, hvor skatten er utrolig lav, kan virksomheden altså spare mange penge. Samtidig gælder der i de fleste skattely, at man ikke har regler om at udveksle skatteoplysninger med omverdenen, og virksomheden kan derfor holde oplysninger om sin formue skjult. Virksomheden har nu gjort det, man kalder at placere sin formue i skattely.
Der er rigtig mange skattely placeret rundt omkring i Caribien. Prøv at se om du kan finde nogen af dem:
Skattely er blevet et meget større problem, i takt med at verden er blevet mere og mere globaliseret. Mange af de varer, vi køber i Danmark, er ejet af firmaer fra andre lande. Eksempelvis er meget af det tøj, vi går i, eller de telefoner, vi køber, ikke fra Danmark, men kommer måske fra USA eller Kina. Vi handler nemlig i dag rigtig meget med udenlandske virksomheder.
Vores skattesystem fungerer sådan, at alle virksomheder skal betale skat af det overskud, de tjener i Danmark. Så hvis Apple sælger en iPhone i Danmark, så skal Apple betale skat til den danske stat. Dog kun af de penge, som de har tjent på at sælge iPhonen i Danmark.
Flere og flere multinationale virksomheder udnytter dog komplicerede huller i lovgivningen til at overflytte sine skattepligtige indtægter til lande, hvor man ikke skal betale særlig meget i skat. Virksomheder som Burger King og Aldi betaler f.eks. slet ikke noget skat i Danmark. Det kan virke meget mystisk, fordi de fleste af os da af og til kommer til at spise en Whopper, som Burger King jo tjener penge på.
I Danmark har vi en velfærdsmodel, der bl.a. sørger for, at alle danskere kan få gode uddannelser, og at vi har en god infrastruktur (altså trafiknet). Det er begge ting, som vi alle sammen betaler til gennem skat, men det er ikke kun os selv som nyder godt af det. Gode uddannelser og god infrastruktur er også en fordel for multinationale virksomheder, da de så ikke behøver at investere i veluddannet personale eller god infrastruktur selv.
Mange er derfor begyndt at sætte spørgsmålstegn ved retfærdigheden i, at flere og flere ikke betaler den skat, som de i princippet burde, nu hvor de nyder godt at de ting, som vi alle sammen betaler for. Samtidig ser flere skattely som en direkte trussel mod den danske velfærdsmodel, da pengene på den måde forsvinder ud af Danmark og dermed ikke kan bruges på at finansiere vores samfund.
Hovedpointer:
(1) Et skattely er et sted, hvor man næsten ikke behøver at betale skat af sine formuer.
(2) Danmark går glip af 5 milliarder kr. om året, fordi pengene bliver sendt i skattely.
Centrale begreber:
Skattely
Klassediskussion 3
Skattely – snyd eller genialt?
Diskutér, om I synes det er snyd og tarveligt at sende sine formuer i skattely, eller om det måske bare er det smarteste at gøre? Hvad ville der ske, hvis alle gjorde det?
Klassediskussion 4
Skat og velfærd
Tror I, at skat er en forudsætning for, at vi kan have velfærd? Er der en sammenhæng mellem de høje skattesatser, og det velfærdsniveau vi har i Danmark?