Privatøkonomi og forbrugeradfærd

Hvorfor køber vi ting? Det gør vi, fordi vi har nogle behov, vi skal have tilfredsstillet. Det kan være basale behov som mad og husly, der tilfredsstilles ved at købe mad og bolig. Det kan også være behov, der er mindre essentielle for os. Ting som rejser, snacks og Netflix er ikke ting, vi absolut skal have, men som vi vælger at prioritere ved at bruge penge på.

For at få råd til alle de ting vi gerne vil have, er vi nødt til at arbejde, så vi kan få en indkomst, vi kan forbruge af. Men vi er ikke fuldstændigt begrænset af vores indkomst. Det er nemlig muligt at optage lån, så man kan købe ting nu og betale pengene tilbage senere, til det sted man har fået et lån af.

Når man har lånt penge, har man stiftet en gæld – altså et beløb som skal betales tilbage senere. Mange stifter gæld, når de skal gøre store køb som et hus

Gæld er ikke gratis. For at det kan betale sig for banker og andre låneinstutioner at udlåne penge, indeholder hvert lån en rente – en lille ekstrabetaling. Det betyder, at hvis du låner et beløb, så kan du ikke bare betale beløbet tilbage senere og så være gældsfri. Du skal betale beløbet tilbage plus renten.

Vi siger, at du tager et lån i en bank på 100.000 kr. og med en rente på 2% om året. Efter et år vil du så skylde banken 102.000 kroner: De 100.000 plus 2% af 100.000, hvilket er 2.000. Din gæld stiger altså med et vist beløb, afhængigt af hvad renten i dit lån er på.

Faktisk stiger dit lån ikke kun med renten men også rentes rente, som betyder, at gælden ikke bare stiger med det samme beløb hvert år, men derimod stiger med større og større beløb. Ser vi på eksemplet ovenfor, skylder du efter et år 102.000 kr. Efter to år skylder du dog ikke bare 104.000 kroner. Du skylder mere. Det beløb, som renten har lagt til din gæld, tæller nemlig med i beløbet, der næste år skal øges med 2%. Altså stiger din gæld fra 100.000 kr. til 102.000 kr. til 104.040 kr. til  106.121 kr. og så videre.

Din gæld vokser altså ikke bare med 2.000 pr. år. Renten bliver lagt til beløbet, og derfor er det et større beløb hvert år, som skal forøges med 2%. Dette fænomen kalder man rentes rente.  

Som forbruger er det vigtigt at være opmærksom på rentens betydning. Det kan være fristende at optage lån til de ting, man ikke lige har råd til, men renten på lån kan være høj, og pludselig kan man stå med en gæld langt over, hvad man forventede.

Særligt nye typer af lån som SMS-lån og kviklån indeholder høje renter. Det er lån, som er nemme at få, går super hurtigt at få udbetalt og virker meget overskuelige. Men bag disse lån gemmer der sig ofte meget høje renter. Typisk fra 9% og op – ja nogle gange er renten over 100%! 

Derfor er det vigtigt, at man som forbruger sørger for at orientere sig grundigt omkring betingelserne for et lån, inden man søger om det. Ellers kan man ende med en regning, der er umulig at betale.

 

Hovedpointer:

(1) Gæld er penge, man har lånt og derfor skylder.

(2) Gæld på et lån stiger med tiden afhængigt af renten.

(3) Renten på et lån er et ekstrabeløb, der bliver lagt til lånet hver uge/måned/år eller hvad der nu er aftalt.

(4) Rentes rente beskriver, hvordan renten, der bliver lagt til et lån, tæller med i det beløb, som der næste gang skal betales rente af.

(5) SMS- og kviklån er lån med meget høje renter, men som er nemme at blive godkendt til.

Centrale begreber:

Gæld

Rente

Rentes rente

SMS- og kviklån