De forskellige styreformer vidner altså om, at et land kan styres på flere måder. I Danmark tror vi på demokratiet, men det blev faktisk først indført i Danmark med Grundloven i 1849, og dengang var der ikke meget demokrati over det. Mange lande i dag regeres stadig efter andre styreformer end demokratiet. Men hvad er de bagvedliggende idéer ved de forskellige styreformer?

I Danmark tror vi på demokratiet. Vi mener, at den enkelte borgers frihed skal respekteres, og derfor skal han/hun have nogle basale rettigheder – fx ret til at give udtryk for sin holdning og have indflydelse på de politiske beslutnigner. Samtidig skal der dog træffes beslutninger, og det er ikke altid, at alle kan blive enige. Derfor er det flertallet, der har det sidste ord.

Diktatur som styreform bygger på andre principper end demokratiet. Diktatur er som bekendt, når et land ledes af én person. Man kan dog også tale om et et diktatur, hvor det er en lille gruppe af mennesker, der regerer landet (oligarki). Hvad er idéen så med, at magten er placeret hos én eller nogle på personer?

Den græske filosof Platon argumenterede for sådan et styre, da en stat regeret af de klogeste ville få truffet de bedste beslutninger, mens dem, der sad med magten, ville være i stand til at se ud over egne interesser, fordi de havde deres stilling på livstid og dermed ikke var afhængige af at tilfredsstille borgernes kortsigtede ønsker. 

Diktaturet – hvad enten det er én person eller en lille gruppe, der har magten – bygger altså på principperne om, at magten skal tildeles dem, som er bedst egnede til at have den. De almene borgere er ikke i stand til at se ud over egne interesser og vil derfor ikke træffe de bedste beslutninger. Lederen/lederne skal derfor heller ikke stå til ansvar over for befolkningen men over for landets bedste.

Som nævnt i level 1 er magten i teokratiet placeret med udgangpunkt i religion. Landet ledes derfor af personer med høj religiøs titel (præst, profet osv.), da de har størst forståelse for religionens budskaber.

Lederne står ikke til ansvar over for befolkningen eller landets bedste, som i demokratiet eller diktaturet, men derimod over for landets religiøse gud(er). Lederne vil derfor fokusere på at indføre religionens idéer i samfundets love og retssystem. Folkets rettigheder bliver på den måde formet efter, hvordan religionen mener, at man bør leve.

Vatikanstaten og Iran er eksempler på nutidige teokratier, hvor den øverste leder handler efter religiøse principper (i Vatikanstaten er det paven, i Iran er det den religiøse leder).