Fagforeningerne kan dog også blive for stærke! Lad os nu se det hele fra virksomhedsejerens perspektiv: Arbejderne har samlet sig, og de siger, at ingen af dem vil arbejde for dig, medmindre du giver dem 500 kr. i timen. Du kan ikke sige nej, for så er der slet ikke nogen, der vil arbejde for dig. Modsat har du heller ikke råd til at give dem alle sammen så høj en løn, for så har du ikke nogen penge, som du kan investere i nye maskiner eller i efteruddannelse af medarbejderne.

Derfor har virksomhederne også samlet sig i arbejdsgiverforeninger, så de kan stå lige så stærkt som fagforeningerne. Nogle af de største arbejdsgiverforeninger i Danmark hedder DA (Dansk Arbejdsgiverforening) og DI (Dansk Industri).

Nu kan fagforeningerne ikke længere ‘afpresse’ den enkelte virksomhed, for så kan alle virksomhederne sige til fagforeningernes medlemmer: “Hvis I ikke stiller rimelige krav, så kan I ikke få arbejde hos nogen af os!”. I Danmark står både arbejdere og arbejdsgivere altså med nogle stærke trumfkort på hånden.

Fagforeninger og arbejdsgiverforeninger mødes normalt hvert andet år (men nogle gange også efter 1, 3 eller 4 år) for at forhandle såkaldt ‘overenskomst’. Overenskomster er store kollektive lønforhandlinger, hvor én eller flere fagforeninger forhandler med én eller flere arbejdsgiverforeninger. Mens forhandlingerne står på, må alle parter gå hårdt til stålet, og arbejderne kan true med strejke, mens arbejdsgiverne kan true med ‘lockout’ – altså simpelthen at holde arbejderne ude af arbejdspladsen.

Efter hårdt tovtrækkeri ender det normalt med, at begge parter bliver enige om en aftale, og så holder de freden indtil næste overenskomstforhandling. På den måde er den danske arbejdsmarkedsmodel speciel, da regeringen sjældent spiller nogen rolle i fastsættelsen af lønnen. Danmark er faktisk et af de få lande i verden, hvor mindstelønnen er et kompromis mellem arbejdsgiver og arbejdstager og ikke en lov fra Folketingets side.