Når man taler om globaliseringens udfordringer for velfærdsstaten, så er et tilbagevende emne i den danske debat velfærdsturisme. Velfærdsturisme er et begreb, som man har fundet på, i takt med at EU-borgere er begyndt at udnytte, at man må arbejde i andre EU-lande. Det må de, fordi vi i EU har lavet en aftale om fri bevægelighed for arbejdskraft.

Men begrebet bruges ikke om de mennesker, der tager til andre lande for at arbejde. Det dækker derimod over fænomenet, hvor man som EU-borger tager til et andet EU-land og så modtager overførselsindkomster (som f.eks. dagpenge, SU eller børnepenge) i det pågældende land.

I EU har vi aftalt, at man som EU-borger kan modtage indkomstoverførsler i andre EU-lande end ens eget, så længe man i udgangspunktet tager til det land for at arbejde. For eksempel kan man som spanier tage til Sverige for at arbejde. Hvis spanieren så mister sit job i Sverige, så har personen ret til at modtage landet overførselsindkomst.

Netop i Danmark har dette fænomen skabt stor debat. Sammenlignet med andre europæiske lande har vi i Danmark universelle velfærdsydelser, som vi betaler for gennem skat. I andre EU-lande har de ikke den samme slags velfærdsmodel, som vi har i Danmark, og nogle steder skal man selv sørge for, at man er forsikret, hvis man f.eks. bliver syg og ikke er i stand til arbejde.

Derfor er der nogen, der hævder, at det er mere attraktivt at tage til Danmark og søge arbejde, fordi man er garanteret hjælp fra det offentlige, hvis man bliver arbejdsløs, syg osv. Andre mener ikke, at tanken om, at man kan komme på offentlig støtte, er grunden til, at folk tager til Danmark for at arbejde. De ser i højere grad den fri bevægelighed som en mulighed for mere arbejde i Danmark.

Med andre ord bliver det diskuteret, om andre EU-borgere er en udgift og en udfordring for den danske velfærdsstat, eller om de hjælper med at finansiere velfærdsstaten.

I mange år har det været en del af den offentlige debat, om specielt de østeuropæiske EU-borgere kommer og ”nasser” på den danske velfærd uden at give noget igen – og dermed truer fundamentet for velfærdsstaten, som jo er, at vi alle betaler til den og nyder godt af den.

Det har imidlertid vist sig, at velfærdsturisme slet ikke er så faretruende et fænomen for den danske velfærdsstat. Der er nemlig meget, der tyder på, at EU-borgerne faktisk bidrager positivt til den danske velfærd, da de gennem de sidste mange år har bidraget med mere, end de har fået.

Det er dog vigtigt at kende til begrebet velfærdsturisme alligevel, fordi det ofte bliver diskuteret af politikerne og i den offentlige debat.