Samfundsøkonomiske sammenhænge
Hvad har du i lommen? Nej, du skal ikke komme med en dårlig joke som “mine hænder”… Hvilken mobil er det, du knytter din hånd om? Hvis du er typen, som helst ikke vil skille dig ud fra flokken, så har du nok en iPhone fra Apple. Men ved du mon, hvor den smarte iPhone kommer fra?
Det lette svar ville være USA. Det er i USA, at Apple er blevet grundlagt som virksomhed, og det er her de sidder og designer, hvordan den nye iPhone skal se ud. Mobilen skal dog også produceres, og det kræver mange forskellige tekniske dele. De fleste af disse bliver lavet og samlet i Østasien – særligt Kina.
Indtil videre kan flere lande altså siges at have været involveret i iPhonen. Men det stopper ikke her. Før mobilen når frem til dig, skal den nemlig først fragtes til Danmark. Omkring 90% af verdens handel bliver sendt med fragtbåd, så højst sandsynligt skal iPhonen ud på en sejltur for at nå til Europa. Hamborg er en af Europas største havne, så her kan skibet lægge til, før iPhonen bliver kørt med lastbil til Danmark og ud til din lokale mobilforretning.
Inden iPhonen ender i din lomme, har den været forbi minimum 3 kontinenter, og over 200 forskellige producenter har været inde over det endelige produkt.
Det lyder da hammerbesværligt! Hvorfor kunne man ikke bare producere mobilen i USA? Eller i Danmark for den sags skyld – det ville da være det letteste for os.
Det ville da uden tvivl være lettere, men det ville også være markant dyrere. I dag i verden har vi en form for international arbejdsdeling, så alle lande laver det, som de er bedst til. Det kan kræve en lang uddannelse inden for funktionalitet og design at finde ud af, hvordan en iPhone skal se ud, så det er de bedst til i et meget udviklet land som USA. Omvendt er arbejdskraften meget billig i Asien, så her giver det bedst mening at klare de opgaver, som kræver, at en masse mennesker står og producerer noget.
På den måde bliver hvert enkelt produkt lavet mest effektivt, og det bliver på den måde så billigt som muligt – også selvom der skal betales fragtomkostninger oveni.
Hovedpointer:
(1) Mange produkter i vores hverdag har været igennem mange lande, før de ender her i Danmark.
(2) Det skyldes, at forskellige lande er effektive til hver deres forskellige dele af produktionen.
(3) Det kaldes for den internationale arbejdsdeling, når højt udviklede lande sørger for arbejdsopgaver, der kræver lange uddannelser, mens lavt udviklede lande klarer opgaver, som kræver meget manuel arbejdskraft og derfor er velegnet i lande med lave lønninger.
Centrale begreber:
International arbejdsdeling
Klassediskussion 1
Fragtbåd
Hvorfor mon det meste af verdenshandlen sendes med båd? Hvad er fordelene ved det fremfor andre transportformer?
Klassediskussion 2
Transportomkostninger
Det kan være klart billigere at få produceret varer i udlandet, men hvilken betydning har det for udledningen af CO2?