En stor velfærdsstat med et højt udgiftsniveau betyder ikke nødvendigvis, at private virksomheder ikke spiller en stor rolle i forhold til skabelsen af velfærd for folk. De seneste år har dette faktisk gjort sig gældende i høj grad, og det skyldes, at fænomenet ‘udlicitering’ er blevet vigtigt ude i de danske kommuner.

Udlicitering betyder, at det offentlige videregiver opgaver til private virksomheder. Målet med at udlicitere service-opgaverne er at spare penge. Man kan simpelthen forestille sig det som en form for auktion:

Opråber: “Er der nogen, der vil byde på rengøringen af skolerne i vores kommune?”

Inger fra ‘Ingers Rengøringsservice’ løfter hånden for at byde 400.000 kr.

Opråber: “Der er blevet budt 400.000! Er der nogen, der kan gøre det billigere?”

Jytte fra ‘Jyttes hytte-cleaning’ strækker sin arm for at byde 350.000 kr.

Opråber: “350.000. God pris! Er der nogen, der kan klare arbejdet endnu billigere?”

Inger fra ‘Ingers Rengøringsservice’ rykker igen lidt på sig: “Jeg kan godt gøre det for 325.000!”

Opråber: “Rengøringen af alle vores skoler er købt for 325.000 kr.! Kommunen vil overføre pengene til jer snarest muligt, og så kan I ellers bare begynde at køre rundt og gøre rent!”

I Danmark og i udlandet har udlicitering vist store resultater. Det offentlige har flere steder sparet mellem 0 og 10% af deres samlede udgifter ved ikke selv at løse opgaverne. Fortalerne mener, at det skyldes at private virksomheder er bedre og mere effektive end statslige organisationer. Kritikerne mener, at udlicitering kun er billigere, fordi man til gengæld også får en lavere kvalitet.

Eksempelvis har der været skoler, hvor styringen af varme i radiatorerne er blevet udliciteret til private virksomheder. I virksomhedernes kontrakt står der bare, at radiatorerne minimum skal være sat til 21 grader. På kolde vinterdage er det dog ikke nødvendigvis nok, da lokalerne skal varmes godt igennem. På den måde har kommunen sparet penge ved at udlicitere opgaven for varmestyring, men konsekvensen har været, at elever og lærere har siddet og frosset!

Hovedpointer:

(1) I den danske velfærdsstat er der en stadig større grad af udlicitering.

(2) Udlicitering betyder, at det offentlige betaler private virksomheder for at klare opgaver.

(3) Ved at udlicitere kan kommunerne spare penge.

(4) Udlicitering kan dog også resultere i en lavere kvalitet af servicen.

Centrale begreber:

Udlicitering