Der er mange på højrefløjen i dansk politik, som mener, at den danske velfærdsstat er for stor, og at statens udgifter skal reduceres. De peger på, at det eksempelvis ikke er alle ydelser, som bør være for alle: Bør de rigeste også få gratis lægebehandling? Skal de have børnechecks for hvert af deres børn? Skal de have folkepension, når de bliver gamle?

På venstrefløjen mener flere, at svaret er “Ja!”. Hvis de rige ikke får adgang til de samme velfærdsydelser som resten af samfundet, så er velfærdsstaten ikke længere universel. Og hvis den ikke længere er universel (altså at alle har de samme velfærdsrettigheder) så er det ikke sikkert, at folk gider blive ved med at betale til staten. Højrefløjen kalder det for et ‘bestikkelsesargument’ – venstrefløjen kalder det for et ‘solidaritetsgrundlag’.

De seneste år er flere af de store partier i Folketinget, heriblandt Venstre og Socialdemokratiet, blevet enige om, at det er nødvendigt at reformere velfærdsstaten. Hvad en reform er, kan forklares ved klichéen: “Vi ændrer for at bevare”. Nogen vil sige, at en reform er en direkte nedskæring i velfærdsstaten. De store partier mener derimod, at reformer har været nødvendige, fordi velfærdsstaten kan forvente store udfordringer i fremtiden.

Særligt er de bekymrede over, at der i Danmark er nogle store årgange af mennesker, som går på pension i de kommende år. Det betyder, at der er mange mennesker, som går fra at have bidraget på arbejdsmarkedet til nu at skulle have penge fra staten i stedet. Statens skatteindtægter bliver altså mindre, og udgifterne bliver større.

Den seneste store velfærdsreform kom i 2011, da Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre blev enige om at reformere efterlønnen og pensionsalderen. Efterlønsperioden blev forkortet og pensionsalderen blev sat gradvist op. Kort fortalt skulle der gå længere tid, før man som arbejder skulle kunne forlade arbejdsmarkedet.

Reformen var et forsøg på, at løse problematikken med, at de store årgange af mennesker er begyndt at gå på pension. I dag forestiller de fleste yngre mennesker sig, at pensionsalderen bliver sat endnu højere op, før de selv når til at skulle trække sig tilbage.