En stat kan godt bruge mange penge uden at være en velfærdsstat. I Rusland bruger staten eksempelvis 1.100 mia. kroner, men hele 400 mia. af dem går til militæret! For at en stat kan kaldes for en velfærdsstat, skal den altså ikke bare have et stort samlet budget, men den skal også bruge pengene på noget, der forbedrer dets borgeres daglige velfærd.

I Danmark bruger staten hvert år lidt under 200.000 kr. pr. indbygger. I 2016 gik 44% af pengene til social hjælp til eksempelvis syge, gamle, handicappede og arbejdsløse. Den næststørste udgiftspost var sundhedsvæsenet – her blev 16% af statens penge brugt.

Når staten bruger penge på overførsler til arbejdsløse, så er det en del af den danske flexicurity-model. ‘Flexicurity’ er et engelsk ord, der består af ‘fleksibilitet’ og ‘sikkerhed’. Fleksibilitet betyder, at det på det danske arbejdsmarked er meget let for arbejdsgivere at fyre medarbejdere i dårlige tider. Det er en stor fordel for samfundet, da flere virksomheder overlever, når de let kan tilpasse deres udgifter til deres indtægter, når det går godt, og når det går dårligt.

Sikkerhed betyder, at til gengæld for at det er let at blive fyret, så sikrer staten én, hvis man står uden arbejde. Det kalder man det sociale sikkerhedsnet, og uden statens sikring af dette, ville arbejderne ved lønforhandlinger med deres arbejdsgivere kræve, at det blev sværere at fyre dem – en fyring ville jo have katastrofale konsekvenser, hvis det betød, at ingen indkomst havde derefter! Og det ville altså svække økonomien på lang sigt.

Det er altså ikke bare en udgift, når staten bruger penge på arbejdsløsheds-overførselsindkomster. Det har nemlig også sine fordele for samfundet som helhed.