Socialisering

 

Socialisering er betegnelsen for opdragelsen og indlæringen af sociale normer hos individet. Igennem livet udsættes man for forskellige fællesskaber, og de har alle en indvirkning på, hvem man bliver som person. Ikke alle fællesskaber har den samme betydning for individets socialisering, og man deler derfor oftest socialisering op i to: Den primære og den sekundære socialisering.

Den primære socialisering foregår i hjemmet. Her videregiver forældre værdier og normer til deres børn, som i den tidlige alder er meget påvirkelige. Derfor er forældres opdragelse også et ofte diskuteret emne, da den har stor betydning for typen af individer, samfundet kommer til at indebære. Den sekundære socialisering foregår i fællesskaber uden for familien.  Offentlige institutioner (vuggestue, børnehave mm.), vennekredse, arbejdspladser og andre fællesskaber har alle værdisæt, som man bliver påvirket af, når man interagerer i disse fællesskaber.

Tilbage i 1800-tallet og dele af 1900-tallet var storfamilien den typiske model for familien i lande som Danmark. Børn, forældre og bedsteforældre levede under samme tag, og børn hjalp forældrene med arbejdet. I denne tid var den primære socialisering meget betydningsfuld. De seneste årtier har samfundet imidlertid indtaget en større og større rolle i socialiseringen af individet i lande som Danmark. Kernefamilien (børn og forældre) har overtaget for storfamilien, og i dag har både mor og far ofte arbejde, der skal passes. Offentlige institutioner varetager derfor nu dele af barnets opdragelse. Det har ledt til, at man i dag taler om, at børn er udsat for en dobbeltsocialisering, da de relativt hurtigt kommer i daginstitutioner, hvor den sekundære socialisering udføres, samtidig med at de oplever den primære socialisering i hjemmet. Andre steder i verden er storfamilien stadig den dominerende familietype, og den primære socialisering har derfor større betydning disse steder.

Grupper og identitet

De forskellige grupper, man som individ interagerer i, kan inddeles i primære og sekundære grupper. En primær gruppe indebærer et tæt forhold mellem personerne i gruppen, som tilbringer meget tid med hinanden. Familien og tætte vennekredse kan nævnes som eksempler. Sekundære grupper derimod er mindre tæt forbundet og ofte med flere medlemmer. Sportsklubber, arbejdspladser og skoleklasser er eksempler på dette.

Når man som individ indgår i de forskellige grupper, opfører man sig sjældent på samme måder i dem alle. Der er eksempelvis ofte forskel på, hvordan man taler og handler i sin familie, med sine venner, i sin sportsklub og på arbejdspladsen. Det skyldes, at man altid spiller en rolle i en gruppe. Da forskellige grupper har forskellige værdier og normer, er man nødt til at tilpasse sig gruppens forventninger for at kunne begå sig i den. Derfor påtager man sig en rolle, der er anderledes end de andre fællesskaber, man interagerer i. Når en gruppe presser en rolle ned over en person, kaldes dette gruppepres. Gruppen er dog ikke nødvendigvis klar over, at den gør det.

På trods af at man ofte spiller flere roller i hverdagen, er man stadig den samme person. Denne kerne hos en selv kaldes identiteten, og det er denne, der gør en person unik fra alle andre. Identiteten er foranderlig hele livet, idet man konstant påvirkes af de fællesskaber, man interagerer i.

Pierre Bourdieu og hans kapitaler

Sociologen Pierre Bourdieu forskede meget i dynamikkerne mellem mennesker. Han kom frem til, at et fællesskabs accept af en person eller ej, kan analyseres ud fra et fællesskabs krav til sine medlemmer, og en persons mulighed for at opfylde disse krav.

Hvorvidt, et individ passer ind i en gruppe, afhænger af det, Bourdieu kalder individets kapitaler. Kapitaler skal ses som det enkelte individs ressourcer og deles op i kulturel, økonomisk og social kapital. Den kulturelle kapital dækker over individets uddannelse, sproglige egenskaber og viden. Økonomisk kapital handler om individets adgang til penge og andre materielle goder. Social kapital beskriver graden af sociale relationer og værdien af disse.

Hvis vi tager en stor social gruppe som kunstmiljøet, hvor kunstnere, kritikere og borgere med interesse for kunst begår sig, kan vi ved hjælp af Bourdieu forstå, hvad denne sociale gruppe kræver af sinde medlemmer – dens doxa. Her kræves der en høj kulturel kapital for at begå sig, mens den økonomiske kapital er mindre relevant. Man skal således kunne forstå kunsten og kunne debattere om den, mens ens adgang til penge er ret ligegyldig for, om man passer ind. Den sociale kapital har heller ikke den store betydning for, om man kan træde ind i fællesskabet. I en gruppe som dem, der har adresse på Strandvejen, har kulturel kapital derimod mindre betydning, mens økonomisk kapital vægter højt og social kapital også er fordelagtigt for at kunne begå sig.

Det er ikke altid lige så gennemsigtigt hvilke grupper, der kræver hvad. Men Bourdieus arbejde har bidraget til forståelsen af det sociale individ, som man altså kan forestille sig bærer på en kapitalbagage, som han/hun træder ind i hvert gruppe med.

Seneste

Brug for at øve?

Klar til quiz?