Social differentiering

 

Social differentiering handler om at beskrive uligheden i adgangen til og fordelingen af ressourcer og goder. Den ulige fordeling kan både bero sig på økonomi, uddannelse mm. Social differentiering handler imidlertid ikke kun om at beskrive forskellen på fordelingen af ressourcer mellem individer og/eller grupper i samfundet, men også hvad denne fordeling fører til. For at forstå den sociale differentiering i samfundet gør man brug af det, der kaldes social stratifikation. Social stratifikation handler om at inddele samfundets individer i grupper baseret på kategorier som uddannelse, indtægt eller noget helt tredje.

I Danmark arbejder man eksempelvis med socialgrupper. Socialgrupperne er en klar inddeling af samfundets individer i fem grupper baseret på deres uddannelse, arbejde og antal ansatte. Socialgrupperne kritiseres af nogle for at vægte uddannelse og arbejde for højt ift. lønniveau, da det sagtens kan ske, at man som individ bliver medregnet i socialgruppe 2, selvom man tjener langt mindre end en person i socialgruppe 3.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd lancerede i 2012 en anden inddeling af danskerne, der bød på kategorierne:

  • Overklasse
  • Højere middelklasse
  • Middelklasse
  • Arbejderklasse
  • Underklasse

De forskellige klassekategorier blev vurderet ud fra faktorer som sundhed, indkomst, boligtype, kriminalitet, job og skolekarakter for børnene. Denne klasseinddeling er et forsøg på at nuancere inddelingen af samfundets individer, så økonomi, uddannelse eller noget helt tredje ikke kommer til at spille en for stor rolle.

Social arv, chanceulighed og social mobilitet

Men hvorfor overhovedet beskæftige sig med den sociale differentiering? I Danmark har man traditionelt været meget fokuseret på den sociale differentiering i samfundet, da man mener, at uretfærdig ulighed ofte er en følge. Man taler om den sociale arv, hvilket beskriver, hvordan et barns sociale position i samfundet bliver stærkt påvirket af forældrenes position i samfundet.

Den arvede sociale position fører til det, man kalder chanceulighed i samfundet. Chanceulighed beskriver, hvordan individer grundet den sociale arv ikke har lige store chancer i samfundet. Tænk på et kortspil, hvor kortene er delt ud. Den ene person sidder med fantastiske kort, den anden med elendige. Person nummer 2 kan ganske vist godt vinde spillet, men der er bare væsentligt større chance for, at person 1 vinder.

Når chanceuligheden holder individerne fast i deres sociale lag, taler man om, at der en lav social mobilitet. Den sociale mobilitet beskriver individets mulighed for at bevæge sig mellem sociale lag i et samfund. I et socialliberalt land som Danmark med højt skattetryk og dertil stor omfordeling i samfundet, er den sociale mobilitet relativ stor sammenlignet med andre lande.  Det er dog ikke alle steder, at man er lige fokuseret på det. I meget liberale lande tror man på det enkelte menneske og dets evne til at skabe sin egen lykke. Derfor er en ulige fordeling af ressourcer i samfundet heller ikke videre problematisk, da det er op til den enkelte at få stor andel i ressourcerne, hvis personen ønsker det.

Måling af social ulighed

Når man skal måle uligheden i samfundet, er det ikke altid lige til. Fattigdom virker eksempelvis som et simpelt begreb, men for at man kan bruge det i statistikker, er man nødt til at afgrænse det. Man taler derfor om både absolut og relativ fattigdom. Absolut fattigdom indebærer, at man ikke har råd til basale ting som mad og husly. Verdensbanken har defineret den absolutte fattigdom som et rådighedsbeløn på under 1,25 dollar om dagen. Mange mennesker i tredjeverdenslande lever under den absolutte fattigdomsgrænse, mens tæt på ingen i Danmark har så lille et rådighedsbeløb.

Det betyder dog ikke, at vi ikke har fattige i Danmark. Den relative fattigdom er nemlig en måde at måle fattigdom i et land ud fra landets økonomiske situation. En typisk definition hedder, at man er fattig, hvis man tjener mindre end halvdelen af medianindkomsten i et givent land. Nogle kritiserer denne metode for, at hvis medianindkomsten stiger i et land, opstår der flere fattige, uden at der er nogle, som har fået en mindre indtægt. En anden beregningsmetode for den relative fattigdom går derfor på, at man i et land fastlægger et mindstebeløb, som er minimum for at have det tilstrækkeligt godt i landet.

Selvom fattigdomsberegninger er gode til at beskrive én form for ulighed, er de ikke særlig visende for den generelle ulige fordeling i samfundet. En hyppigt brugt metode til at måle dette er giniindekset. Her måles graden af ulighed i indkomstfordeling mellem individerne. Ginikoefficienten (den beregnede ulighed) går fra 0 til 1, hvor 0 er et helt lige samfund (alle tjener det samme), mens 1 repræsenterer den størst mulige ulighed (én person tjener alt). De nordiske lande har traditionelt nogle af de laveste ginikoefficienter, da landene har en højere lighed end størstedelen af omverdenen.

Seneste

Brug for at øve?

Klar til quiz?