International politik

 

International politik er grundlaget for al anden politik. Hvis ikke Danmarks naboer anerkendte Danmark som et selvstændigt land, så ville man ikke have fred til at kunne opbygge et velfungerende samfund med sygehusvæsen, uddannelsesinstitutioner og retfærdige domstole. International politik handler altså om de helt store spørgsmål: Hvorfor er der nogen gange krig, og hvorfor er der nogen gange fred?

Hvorfor krig og hvorfor fred?

Der findes især tre forskellige tilgange til at besvare disse spørgsmål. De tre svar udelukker ikke hinanden, men de har grundlæggende forskellige syn på verden:

Realismen

Ifølge realismen er verdens grundtilstand alles-kamp-mod-alle også kaldet anarki. På verdensplan er der ikke nogen regering eller politistyrke, som kan anholde folk og straffe, når nogen gør noget som ikke er i orden. Derfor er international politik ligesom som i junglen: De største og stærkeste dyr kan gøre, hvad der passer dem. Krige opstår altså, når ét land føler sig truet af et andet. Krige starter ofte med den negative spiral, man kalder sikkerhedsdilemmaet: Land A tror, at Land B opruster sig militært og føler sig derfor truet. Land A reagerer ved selv at opruste, og dette ser Land B. Nu føler Land B sig truet og begynder rent faktisk at opruste. Nu opruster Land A endnu mere, og denne spiral fortsætter indtil det ene land skynder sig at angribe, før det andet land gør.

Ifølge realismen kan man opnå fred, hvis landene vedligeholder en magtbalance i verden. Hvis Land A opruster, så skal Land B slå sig sammen og lave en militæralliance med Land C. På den måde giver det aldrig mening for et land at opruste, da det ved at dets modstandere blot vil blive endnu stærkere også. Kun ved altid at være klar på krig, kan man undgå krig ifølge realismen.

Liberalismen

Ifølge liberalismen lever vi ikke længere i en naturtilstand, hvor et lands militære magt er altafgørende for, hvordan landet kan opføre sig internationalt. I stedet så handler vi f.eks. en masse med hinanden, og vi er derfor gensidigt afhængige. Tyskland er ganske rigtigt et meget stærkere land end Danmark, men de har ingen interesse i at angribe Danmark, for så mister de én af deres handelspartnere. Samtidig så findes der i dag internationale organisationer som FN (de Forenede Nationer), hvor lande sammen kan reagere, hvis der et land som opfører sig dumt. Eksempelvis er de fleste lande i verden gennem FN blevet enige om ikke at handle med Nordkorea, da de ofte truer med at starte en atomkrig. Grundlæggende mener liberalismen altså, at krige kan undgås ved, at det ikke skal kunne betale sig for lande at starte en krig.

Konstruktivismen

Ifølge konstruktivismen kan man ikke sige, at verdens grundtilstand er på en bestemt måde. Det der er vigtigt for konstruktivismen er, hvordan landene opfatter verden. Eksempelvis var Danmark under 2. verdenskrig besat af Tyskland og samarbejdede med Hitlers udsendte. Denne samarbejdsvillighed betød, at Danmark slap igennem den største krig i verdenshistorien uden større tab af menneskeliv. Tyskland endte dog med at tabe krigen og lige pludselig blev det i stedet for vigtigt at overbevise amerikanerne om, at vi i Danmark havde gjort en masse modstand mod besættelsesmagten. Gennem dygtigt diplomati fra blandt andet den danske ambassadør i Washington lykkedes det at fremstille Danmark som én af de Allierede og dermed på den vindende side i verdenskrigen. Konstruktivismens pointe er altså, at bl.a. venskaber og alliancer mellem lande ikke bare handler om militærmagt eller økonomiske forbindelser, men også om hvordan lande fremstiller sig selv overfor hinanden.

Danmarks tilgang

Danmark er en småstat. Ifølge den seneste Global Fire Power-rapport er der 51 lande i verden med et stærkere militær end det danske, og vi har kun verdens 39. største økonomi. Danmark er altså i udgangspunktet et svagt land og er nødt til at tænke både som realisterne, liberalisterne og konstruktivisterne, hvis vi skal undgå at andre lande erklærer krig mod os.

Efter 2. verdenskrig lå Danmark som nabo til de baltiske lande på den umiddelbare grænse mellem Sovjetunionen og Vesteuropa. Der var derfor god grund til at føle sig truet af den sovjetiske stormagt, der netop lige havde været med til at vinde over Hitlers Tyskland. Danmark reagerede ved i 1949 at tilslutte sig the North Atlantic Treaty Organization (NATO). Den militære alliance rummede både magter som USA, Storbritannien og Frankrig, og i alliancens artikel 5 (Musketer-eden) lød det: ”Deltagerne er enige om, at en væbnet angreb mod en eller flere af dem i Europa eller Nordamerika skal betragtes som et angreb mod dem alle”. Denne forsikring betød, at ingen turde angribe Danmark under den Kolde Krig.

Efter den Kolde Krigs afslutning i 1991 har NATO udviklet sig til en alliance mod terrorisme, som det sås med flere NATO-landes deltagelse i både Irak- og Afghanistan-krigene. Efter Rusland invaderede Ukraine og overtog halvøen Krim i 2014, så er der dog kommet fornyet fokus på NATOs rolle som værn mod Rusland.

Udover NATO er Danmark bl.a. også medlem af World Trade Organization (WTO) og FN. Danmark har været medlem af WTO og dets forgænger GATT (General Agreement on Tariffs and Trade) siden 1950. Gennem WTO er Danmark blevet en del af en masse handelsaftaler, som har gjort det lettere at købe og sælge varer til og fra andre lande. WTO har altså givet lande som Danmark en masse fordele, men har også været meget kritiseret af andre. De fattige udviklingslande har kritiseret WTO, da de er blevet tvunget til at åbne deres markeder på et meget tidligt stadie i deres landes udvikling. Eksempelvis har det betydet at flere afrikanske lande begyndte at købe eksempelvis landsbrugsmaskiner fra Europa og USA i stedet for at lære at producere dem selv. Landene er altså blevet fastholdt i selv kun at producere produkter, der kun kan sælges til en lav pris så som eksempelvis kakao, og har så været tvunget til at købe dyrere og mere avancerede varer udefra.

FN har Danmark været en del af siden organisationens oprettelse i 1945. FN fungerer både som en arena, hvor verdens stater kan mødes og diskuterer vigtige internationale problemstillinger, og derudover er FN i sig selv en aktør, som agerer ude i verden. Traditionelt set bliver internationale arenaer som FN betragtet som fordelagtige for småstater som Danmark, da mange små lande kan argumentere sammen, så de samlet bliver værd at lytte til. FN er især en aktør gennem dets mange underorganisationer. Blandt de mere kendte er bl.a. UNICEF, som arbejder for at beskytte børns rettigheder, UNESCO, som fremmer udveksling af information inden for uddannelse, videnskab og kultur, og WHO, som arbejder for at fremme verdens befolkningens sundhed og undgå udbrud af sygdomsepidemier.

[LÆS MERE OM FN I VORES TEMA OM ORGANISATIONEN TIL NOVEMBER, HVOR VI INTERVIEWER MOGENS LYKKETOFT OM EMNET]

Udover militære alliancer, handel og internationalt samarbejde, så har Danmark også fokus på, hvordan verden opfatter os som land. Det er altså også vigtig international politik, når Danmark eksempelvis er med til VM-kvalifikation i fodbold eller når vi er værtsland for Eurovision. Danmark har 105 repræsentationer ude i verden (ambassader, generalkonsulater, handelskontorer osv.), som dagligt arbejder på at sætte Danmark i det bedst mulige lys. I lang tid har fortællingen været om os selv, at vi er et fredeligt, bæredygtigt land i Skandinavien, som er blandt verdens lykkeligste, elsker at cykle og at hygge os, og at vi har en stor, velfungerende stat med meget lidt korruption. Denne historie er mere gavnlig for os, end hvis Danmark blev forbundet med at være det kedelige, flade, regnplagede land, som har et af verdens højeste forbrug af lykkepiller, som nægter at stoppe sin kolonisering af Grønland, som spiser mere kød pr. indbygger end noget andet land, og som historisk set har draget økonomisk fordel af en omfangsrig slavehandel.

Danmark har selvfølgelig flere internationale interesser udover sikkerhed – eksempelvis at undgå klimaforandringer, at øge sit BNP og at fremme menneskerettigheder – men helt grundlæggende går dansk udenrigspolitik ud på at undgå at andre lande angriber og erobrer os, og dermed at vi kan forblive på verdenskortet som en selvstændig stat.

Seneste

Brug for at øve?

Klar til quiz?