Det politiske system, retsstat og rettigheder

 

Danmarks Riges Grundlov fra 1849 udgør grundlaget for det danske politiske system, men det er samtidig én af de love, som vi tager mindst konkret. Eksempelvis står der i grundloven, at det er kongen som bestemmer i Danmark gennem regeringen. I praksis ved vi dog, at det er regeringen, der beder kongen (eller dronningen) om at underskrive Folketingets love. Grundloven er ofte mange år bagud i forhold til, hvordan det politiske system reelt fungerer i Danmark. Eksempelvis blev der i 1901 indført negativ parlamentarisme i Danmark – dette betød, at en regering ikke kunne blive siddende, hvis den havde et flertal i Folketinget imod sig (indtil da havde kongen alene frit kunne vælge og vrage landets ministre). Den negative parlamentarisme har været praksis i Danmark siden 1901, men det var først i 1953, at det blev skrevet ind i grundloven som et lovfæstet princip.

Årsagen til at grundloven sjældent er up-to-date skyldes, at den er meget svær at ændre: (1) Først skal et flertal i Folketinget blive enige om en ny grundlov, (2) så skal der udskrives folketingsvalg, og de nye folketingsmedlemmer skal derefter også være enige om grundlovsændringerne, (3) endelig skal ændringer til direkte folkeafstemning, hvor et flertal af vælgerne skal stemme for, og dette flertal skal udgøre mindst 40% af den samlede mængde stemmeberettigede. Siden 1849 er grundloven derfor kun lykkedes ændret fem gange: I 1866, 1915 (hvor kvinder og tjenestefolk får stemmeret), 1920, 1953 (hvor valgretsalderen bliver sat ned til 23 år), og 2009 (hvor kongetronen nu overgår til den førstefødte ligegyldigt, om det er en dreng eller pige). 

På trods af at grundloven kan virke lidt gammel både i sprog og indhold, så er den dog stadig super vigtig, for det samfund vi har i dag. Hvis det ikke var for grundloven ville vi som borgere ikke have ret til at ytre os frit under ansvar (§77) eller samle os til demonstrationer eller møder (§79) og uden grundloven ville politiet frit kunne gå ind i vores hus eller have uden retskendelse (§72) og staten ville uden grund kunne tage vores bolig fra os (§73). Det er også grundloven som forpligter os til gå i skole (§76) og foreskriver at mænd skal være klar på værnepligt (§84).

Retsstaten

Det er Grundloven i 1849, som for alvor gør Danmark til en retsstat med lighed for loven. I Danmark har man altid straffet forbrydelser og eksempelvis sat folk i fængsel, og det har tidligere som nu haft mange forskellige formål:

  • Straf for at få hævn over forbryderne – jo alvorligere forbrydelse, jo hårdere straf.
  • Straf for at forbedre den enkelte – man taler om individualprævention, når man håber at straffen for den enkelte til at tænke sig bedre om næste gang.
  • Straf for at forhindre andre i at begå kriminalitet – man kalder det generalprævention, når man straffer nogen som skræk og advarsel til resten af befolkningen.
  • Straf for at resocialisere – i danske fængsler har man ofte programmer, hvor indsatte kan få en uddannelse, så de kan få en ny livsbane, når de kommer ud af fængslet.
  • Straf for at beskytte befolkningen – slemme forbrydere får ofte lange straffe, så der går lang tid, før de igen er på fri fod og kan begå nye forbrydelser.

Grundloven slår dog igen fast, at politiet ikke kan frihedsberøve folk uden at de konkret har brudt en lov (§71, stk. 2), og hvis man bliver anholdt skal man i såkaldt ’grundlovsforhør’ og stilles for en dommer senest inden for 24 timer. Grundloven beskriver også, at hvis man bliver dømt har man mulighed for at anke sin dom til en højere domstol (§71, stk. 4). I Danmark er der derfor 3 niveauer af domstole: Byretten, som ligger 24 forskellige steder i landet, og hvor små, almindelige sager bliver afgjort. Landsretten, som der ligger én af i Viborg (Vestre Landsret) og én i København (Østre Landsret), og hvor appelsager og større retssager tages op. Og endelig Højesteret i København, hvor sager der startede i landsretten kan appelleres til, og hvor meget principielle sager, der startede helt nede i byretten, kan endeligt afgøres.

 

Det politiske system

Grundloven fastsætter ikke bare, hvordan Danmark skal fungere som retsstat, men også hvordan vores demokrati skal fungere i praksis. Den lovgivende forsamling, Folketinget, skal vælges ved direkte og hemmelige valg (§31, stk. 1). Du er altså selv med til at bestemme direkte, hvem der skal sidde Folketinget, og du forbliver anonym, når du vælger. Ved mandatfordelingen skal der tages hensyn til indbyggertal, vælgertal og befolkningstæthed (§31, stk. 3). Denne bestemmelse er lidt mere teknisk svær, da den stiller krav til brug af valgmetode – I Danmark har vi en særlig kombination af flertalsvalg i enkeltmandskredse og forholdstalsvalg.

Flertalsvalg i enkeltmandskredse

Denne metode er den ældste af de to. Med flertalsvalg i enkeltmandskredse bliver hele landet delt op i en masse valgkredse, og i hver valgkreds stemmer borgerne så på den kandidat de foretrækker. Eksempelvis kan det være sådan at i hver kreds, så kommer den ene politiker, der får flest stemmer, i Folketinget. Metoden med enkeltmandskredse sikrer, at politikeren har et lokalt tilhørsforhold, men samtidig betyder det også, at en masse stemmer bliver spildt. Alle dem der stemte på politikerne, der blev nummer 2, 3, 4 osv. har altså ikke fået noget ud af deres stemme.

Forholdstalsvalg

Denne metode forudsætter ikke, at landet først skal deles op i valgkredse. I stedet så stemmer alle danskere på det samme udvalg af politikere, og alle de 175 politikere, der får flest stemmer kommer i Folketinget. Fordelen med denne metode er, at Folketinget i højere grad kommer til at afspejle vælgernes ønsker, men samtidig har folketingsmedlemmerne ikke noget forhold til noget bestemt lokalt samfund.

Den danske metode

I den danske model forsøger man at sætte sig ud over disse problemer ved at kombinere de to. I Danmark har vi således 10 storkredse og derunder 92 storkredse, som de enkelte politikere stiller op i. I hver storkreds kan der vælges et vist antal folketingsmedlemmer alt efter hvor mange mennesker, der bor i storkredsen, hvor mange kvadratkilometer stort et areal storkredsen har og hvor mange stemmeberettigede, der findes i storkredsen. Nu kan vælgerne så stemme på de politikere de foretrækker i deres opstillingskreds, og de politikere, der får mange stemmer kan være sikret direkte at komme i Folketinget. Alle de stemmer, som i flertalsvalg ved enkeltmandskredse nu var gået tabt, samler man dog op på landsplan og fordeler ud. På denne måde har vi altså forholdstalsvalg på trods af, at vi har særlige valgkredse! Det danske valgsystem er et af de mest matematisk retfærdige i verden, men der går nu stadig stemmer tabt. Det skyldes især, at vi har en spærregrænse på 2%. Stemmer du på et parti, der ikke får 2% eller flere af det samlede stemmeantal i Danmark, så har din stemme været spildt.

Desuden beskriver paragraf 32, at selvom folketingsmedlemmerne vælges for 4 år af gangen, så kan kongen (i praksis statsministeren) til hver en tid udskrive nyvalg. Denne mulighed bruges hyppigt, og det er sjældent at en regering sidder alle fire år fuldt ud. Dette skydes, at regeringen ofte tænker, at den har en bedre mulighed for at blive genvalgt, hvis den i stedet timer folketingsvalget til et tidspunkt som er særligt fordelagtigt for den selv.

Udover selve valgene, så sætter Grundloven også rammen for, hvordan det politiske arbejde på Christiansborg skal fungere. I paragraf 41 står der således om Folketingets arbejdsgang, at: ”Stk. 1: Ethvert medlem af folketinget er berettiget til at fremsætte forslag til love og andre beslutninger. Stk. 2: Et lovforslag kan ikke endeligt vedtages, forinden det tre gange har været forhandlet i folketinget.”. Folketingets folkeoplysning har lavet nedenstående info-grafik for at illustrere, hvordan lovgivningsprocessen foregår i praksis:

Udover samlingen af alle medlemmerne i Folketingssalen spiller udvalgene på Christiansborg altså også en vigtig rolle. Der er 25 udvalg på Christiansborg herunder bl.a. Beskæftigelsesudvalget, Europaudvalget, Finansudvalget og Udenrigsudvalget. De fleste af disse udvalg består hver især af 29 folketingsmedlemmer, som er blevet valgt af deres partier til at repræsentere partiet indenfor netop dette fagområde. Mellem lovforslagenes behandling i Folketinget er det altså udvalgsmedlemmernes rolle, at foreslå konkrete ændringer til lovteksten, præsentere deres eget partis overvejelser og fortælle hvad deres eget parti har tænkt sig at stemme i Folketingssalen.

Kommuner og regioner

På mange områder lægger Grundloven bare op til, at der kræves en særskilt lovgivning. Eksempelvis lyder paragraf 82: ”Kommunernes ret til under statens tilsyn selvstændigt at styre deres anliggender ordnes ved lov”. Hvilken specifik rolle kommunerne har i det danske politiske system bliver altså ændret uden for Grundloven. I nyere tid har der været to større reformer; den ene i 1970 som vedrørte kommuner og amter, og den anden i 2007, hvor mange kommuner blev slået sammen og amterne nedlagt til fordel for regionerne. I dag i Danmark har vi altså 98 kommuner og 5 regioner. Kommunerne beskæftiger sig primært med områder som børnepasning, folkeskolen, ældrepleje og lokalt vejnet, mens regionernes vigtigste opgave er sundhedsvæsenet, altså sygehusene og psykiatrien. Resten af statens opgaver bliver varetaget på nationalt niveau, og dette er bl.a. forsvar, retsvæsen, skatteopkrævning og større miljø, klima og energi-opgaver.

Det er altså ikke sådan, at alle grene af det danske samfund er konkret udspecificeret i den danske grundlov, men den sætter rammen for det Danmark som vi kender i dag. Uden grundloven er det svært at forestille sig, at vi på dags dato ville have en tilsvarende velfungerende retsstat eller demokratisk, politisk system.

Seneste

Brug for at øve?

Klar til quiz?