Velfærdsstater

 

En velfærdsstat er en stat, som ikke kun opkræver skatter og beskytter landets grænser, men som også i en vis grad sikrer sine borgere generel velfærd. Man skelner normalt mellem tre forskellige former for velfærdsstater: Den liberale/residuale velfærdsstat, den korporative velfærdsstat (også kendt som forsikringsmodellen) og den universelle velfærdsstat. Ud fra disse tre idealtyper kan man kategorisere de fleste lande i vesten.
Den liberale velfærdsstat

Den liberale velfærdsstat er den, man finder i eksempelvis Storbritannien eller USA. Her er det kun de allerfattigste, som får ydelser fra staten. Resten af befolkningen må klare sig selv og eventuelt tegne private forsikringer.

Den kooperative velfærdsstat

I Centraleuropa er de fleste lande i stedet korporative velfærdsstater. I eksempelvis Tyskland får langt de fleste borgere gennem deres arbejde forsikringer mod arbejdsløshed og sundhedsproblemer. Ikke alle er dog tilknyttet arbejdsmarkedet, og civilsamfundet har en fremtrædende rolle i at hjælpe dem med de største behov. Eksempelvis er det familiens ansvar at understøtte børn og gamle, og religiøse foreninger har historisk set hjulpet samfundets svageste.

Den universelle velfærdsstat

Den tredje velfærdsmodel er den universelle, og det er den, vi kender fra Danmark og resten af Skandinavien. Her spiller staten en stor rolle, og både rige og fattige benytter offentlige tilbud og får ydelser som kontanthjælp og børnepenge. Der foregår en stor omfordeling i den universelle velfærdsstat, da indkomstskatten er progressiv, og de rigeste dermed betaler en større procentdel af deres indkomst end de fattigste.

Målet for den universelle velfærdsstat er dog ikke bare en vis omfordeling men i lige så høj grad at skabe chancelighed. Ideelt set skal man have lige stor mulighed for at ende som millionær eller statsminister, om man bliver født i et social boligbyggeri eller i en penthouse-lejlighed.

Muligheden for opstigning i samfundet kaldes ‘social mobilitet’, og den understøttes i Danmark af, at velfærdsstaten hjælper danskerne fra vugge til grav. Børn fra alle samfundslag går således i de samme børnehaver og folkeskoler, alle unge kan gratis komme på de offentlige universiteter, alle kan komme til lægen, når de er syge, og gamle er sikret med en folkepension, når de ikke længere kan arbejde. 

Velfærdsstaten er altså en del af alle danskeres liv uanset alder eller økonomisk baggrund. Dette bliver dog kritiseret af flere. De mener bl.a., at folk bliver afhængige af den offentlige velfærd og mister evnen til at klare sig selv. Derudover kritiserer de velfærdsstaten for, at folk tager service for givet, når den alligevel er gratis. Eksempelvis bestiller folk oftere tid hos lægen (og dukker endda måske ikke engang op!) eller hører mindre godt efter i skolen eller på universitetet.

Andre mener, at velfærdsstatens universelle karakter styrker fællesskabet og solidaritetsfølelsen. De peger eksempelvis på det, man kalder ‘Flex-Security-modellen’: Danmark har et fleksibelt arbejdsmarked, da det er let for arbejdsgivere at fyre og hyre, og dette gør det lettere for virksomhederne at tilpasse sig til gode og dårlige økonomiske tider. Denne fleksibilitet er mulig-gjort ved det sociale sikkerhedsnet – når folk bliver fyret, er de sikret dagpenge eller kontanthjælp, og det er derfor ikke lige så slemt at miste sit arbejde.

 

Velfærdsstatens udfordringer

Den danske velfærdsstat har altså både kritikere og støtter. Én ting er de fleste dog enige om, og det er, at velfærdsstaten er truet af den øgede globalisering. Velfærdsstaten er helt afhængig af en massiv skattebetaling både gennem arbejdsindkomsten, selskabsskatten og skatter og afgifter på forbrug, og disse er alle udfordret af globaliseringen.

Indkomstbeskatningen er truet af, at stadig flere danskere vælger at arbejde i udlandet, efter at de har fået en gratis uddannelse i Danmark. De drager altså nytte af den store velfærdsstat men hjælper ikke med at finansiere den for fremtiden. Modsat er der også spørgsmålet om optjeningsret: Skal folk, der flytter til Danmark fra udlandet, når de er voksne have lov til at bruge offentlige institutioner, når de ikke har bidraget med skattebetaling? Præcis hvor grænsen skal gå bliver diskuteret heftigt af de politiske partier. 

Ligesom indkomstbeskatningen er også selskabsskatten truet af globaliseringen. Mange virksomheder sender deres økonomiske overskud ud af landet til skattely eksempelvis i Luxembourg, Cayman Islands eller Panama. Her er selskabsskatten meget lavere end i Danmark, og virksomhederne kan dermed beholde flere af deres penge selv. Dette betyder, at den danske velfærdsstat mister mange milliarder i mulig skatteindtægt.

Endelig truer globaliseringen også forbrugsbeskatningen. Nogle danskere med anden etnisk baggrund hjælper familie i udlandet ved at sende penge hjem til dem. Dermed bliver pengene ikke forbrugt i Danmark, og staten går glip af indtægter fra eksempelvis MOMS’en. Tilsvarende kører mange danskere syd for grænsen og lægger deres penge i Tyskland for at købe billige øl, slik og sodavand. Rigtig mange flyver tilmed til udlandet på ferie og bruger en masse penge, der dermed ikke kommer danske virksomheder til gode.

Alle disse effekter af globaliseringen truer finansieringen af den danske velfærdsstat. Det er derfor ikke længere en selvfølge, at vi om 20, 30 eller 50 år stadig har den samme store velfærdsstat i Danmark, som vi har i dag.

Seneste

Brug for at øve?

Klar til quiz?