Markedsøkonomi og blandingsøkonomi

 

M an skelner normalt mellem tre forskellige former for samfundsøkonomier: Planøkonomien, markedsøkonomien og blandingsøkonomien. Det er få lande, som disse kategorier passer perfekt på, men man forbinder ofte planøkonomien med Sovjetunionen, markedsøkonomien med USA og blandingsøkonomien med skandinaviske velfærdsstater.

Planøkonomien er kendetegnet ved at have et fokus på udbuddet i økonomien. Dette betyder, at staten bestemmer hvor mange antal, der skal produceres af en vare, og hvad prisen på varerne skal være. I modsætning hertil er prisen i markedsøkonomien afhængig af forbrugernes efterspørgsel: Hvis der er få kunder men mange varer, så sættes prisen lavt, og hvis der er mange kunder men få varer, så bliver prisen høj. I markedsøkonomien producerer virksom-hederne altså ikke et antal varer, som staten beder dem om, men de producerer så mange varer, som de forventer at kunne sælge til en rimelig pris.

I planøkonomien ejer staten ofte alle virksomheder og fabrikker, og det er derfor staten og ikke den enkelte arbejder, der bliver rigere, hvis arbejderen finder på en ny smart metode eller opfinder et nyt produkt. Sådan er det ikke i markedsøkonomien. I markedsøkonomien er ‘enhver mand sin egen lykkes smed’, og man kan derfor blive meget rig, hvis man finder på et nyt produkt, som mange forbrugere gerne vil betale penge for. I markedsøkonomien er der derfor ofte rigtig mange forskellige varer, da alle håber på, at netop deres produkt bliver populært. I planøkonomien er der sjældent mange varer at vælge imellem, da ingen har incitament til at forsøge sig med at udvikle nyt. Det kan umiddelbart virke skønt med mange valgmuligheder, men der er også nogle, som bliver stressede af alle de prioriteringer og beslutninger, det medfører. Nogle ældre mennesker i Rusland drømmer sig tilbage til tiden i Sovjetrusland, hvor alting var lidt mere enkelt, men mange yngre er glade for alle de muligheder, den nye økonomi har bragt med sig.

Markedsøkonomien er mere effektiv end planøkonomien. Dette skyldes, at når folk selv får overskuddet af deres arbejde, så vil de gøre det så godt som muligt. I markedsøkonomien er folk dog også presset af, at de ligger i konkurrence med alle andre. Hvis ikke de yder deres optimale, så kommer der en anden, som er bedre, og så risikerer de at miste deres arbejde. I markeds-økonomien bliver der altså altid skabt vindere og tabere, og det er derfor uligheden ofte bliver meget høj. For det første er der altid nogen, som er mere syge end andre, og det er ikke alle, der har hørt lige godt efter i skolen. For det andet er der en tendens i markedsøkonomien til, at hvis man først har tjent mange penge én gang, så er det lettere at blive endnu rigere. Det kræver f.eks. ofte penge at udvikle et nyt produkt, og det er ikke alle, der kan få lov til at låne penge i banken.

For at opveje for disse uligheder har et land som Danmark over tid udviklet sig til en blandingsøkonomi. Her er det hverken staten eller markedet, der bestemmer det hele. Priserne bestemmes i samspil mellem forbrugere og virksomheder, men samtidig sørger staten for at regulere, så ingen får konkurrencefordele, bare fordi de allerede er rige. Derfor er uddannelse gratis i Danmark, så alle har mulighed for at blive kloge og dygtige, og staten betaler for vores fælles sundhedssystem, så ingen skal gå med sygdomme, som kan behandles. Det koster mange penge, og vi betaler derfor alle sammen en høj skat til staten. Det er en evig politisk diskussion, hvor meget staten skal bestemme, og hvor meget magt markedet skal have, men i den danske blandingsøkonomi ender det altid med et kompromis et sted imellem de to.

Seneste

Brug for at øve?

Klar til quiz?